Min kiære Landsmand! (Virkelig —
Jeg agter og jeg elsker Dig —
Skiøndt jeg ei elsker eet og andet
Hos mine Landsmænd her i Landet,
Med hvem desuden jeg har Krig —
Forstaae mig vel — ei borgerlig;
Men, tvertimod, i Aandens Rige,
Der, som Du veed, kun lidt vil sige
Nu, Kursen har forværret sig —
Desværre! Kunsten nuomstunder
Tilsidst dog lider meest derunder,
At alt, hvad der er ikke Kunst,
Gaaer op i Taage, Røg og Dunst;
Thi, naar med Mynt det reent er ude,
Naar Guld er blevet reent Papiir,
God Nat al Livets ægte Ziir!
For Klude faaer man saa kun Klude,
For Lapper, selv i Poesie,
Man faaer kun lutter Lapperie;
Men — det er Aarsag og til Krigen,
Jeg har med X — og Ø — og Æ —
Og alt det aandelige Fæ —
Der endes vil ved Kursens Stigen.
Gud frie hver ædel Aand for Fred
Saa længe Faldet varer ved!)
O Du — (Tilgiv mig meer end Sneesen
Af Vers i første Parenthesen —
Hvis ei, begynd for fra igien,
Og overspring vor Kurs og den!)
O Du — som nu mig foresvæver
Og smilende mig nærmte hæver
Med rakte Hænder til Dig op!
Du Ædle, som jeg fast tilbeder,
Som man kun Himmelske det bør,
Og, som jeg ingen anden tør,
(Med mindre det var een af Eder,
I Hulde, der i Syd og Nord
Til Himmel giøre mig vor Jord)
Du, om hvis Mage Skjalden leder,
Hvis Brevet ikke finder dig,
Forgiæves vel evindelig —
Du, Sieldneste blandt Sieldenheder,
Hvis Perle reent fortryller mig,
Fordi, saa langt fra vore Grændser,
Og dog endnu bestandig Dansk,
I Dig det hele Dan jeg ændser.
Sæt og, du noget engelsk var,
Den lille Feil jeg selv jo har —
Den havde selv de gamle Fædre —
Hvis Du er dansk, som Svend og Knud,
Der og til Engelland drog ud,
Saa er Din Danskhed desto bedre!
Det Baand, der binder os især,
Vort Modersmaal dog altid er;
Det kan Du, hvor Du er, ei glemme:
Det yttrer sig med sund Forstand
Endnu paa Themsens fierne Strand
I mangen kiæk og mandig Stemme —
Det tæmmede selv Hingst og Horst,
Og toner end i Windsors Forst —
Kort sagt: det glemmes kun her hiemme.
Hvad altsaa, kiære danske Ven,
I Landet, hvor vor Knud var Herre,
Og hvor hans Søn, jeg selv, desværre,
Jeg portofrit Dig vilde bringe
Ved Hielp af den merkurske Vinge
Paa Brevets Overbringers Hæl,
Er egentlig min hele Siæl.
Den føler Trang, sig at udgyde
For Fynbo, Sjællandsfar, og Jyde;
Og da den ingen finder her
Saa dansk, som jeg endnu det er,
Den vil sig over Havet svinge
Ved Hielp af den nysmeldte Vinge.
En Leilighed, saa skiøn, som den,
Var aldrig før, min gode Ven;
Thi den Merkur, der bringer Brevet,
Jeg kiærligen Dig her har skrevet,
Er, om ei just mig selv, saa dog
Langt meer fra mig, end kunde være
(Hver anden Ven og Bog i Ære)
Den bedste Ven og længste Bog.
Hvad Siælen angaaer, smigrer sig
Min egen, at den min er lig.
Og naar du Kroppen ret betragter
Fra Taa til Top, og for og agter,
Saa staaer der for dig i din Sal,
Ei stakkels Knud med alt det Skiæve,
Han har i Næse, Mund, og Kiæve,
Men stakkels Knud, som Ideal —
Ei, som han blev ved Koppers Ranen
Af den oprindelige Skik,
Hans femaars Digteransigt fik —
Ei, som han blev ved slemme Vanen
Til Slentren, og til Snuustobak,
Til gammel Hat, og luslidt Frak —
Men, som han sikkert var i Planen,
Og, som han i det mindste troer,
Han bleven var, hvis her paa Jorden
Ham samme Fâr og samme Môer,
Som ham, du seer, beskiært var vorden.
Merkuren altsaa, som Du seer,
Er baade mig, og meget meer.
Tal med ham, og du snart vil finde,
Han ude har, hvad jeg har inde;
Men vil du noget hiertelig
Engang med ham indlade dig,
Saa vil du ikke blot opdage
Mit Hoveds og mit Hiertes Mage;
Men noget Ædelt, om du vil,
Hvad nu paa Hiertet ligger mig,
Ved ham, min Ven at sige dig —
Hvorom min Tankes Vinge svever —
Hvori jeg henrykt aander, lever —
Er den antibarbarske Krig,
I hvilken hist John Bull sig øver,
Som en honet fornuftig Tyr,
(Der ikke stanger tamme Dyr)
Mod Røverkystens vilde Løver —
Den ligner i det store min
Imod Parnassets vilde Svin
Saa meget, at jeg tidt forlegen
Ei veed, om det er ei min egen?
Hist er det vel en Røverkule,
Hvor Kroppe plages uden Skiel,
Og her en lille Ludlamshule,
Hvor ikkun Aander slaaes ihiel —
Vel raabe Zahras Ørks Chamiter
Paa Islams mægtige Prophet,
Og her vor Fælleds Adamiter
Paa Ludlams prægtige Poet —
Vel løbe Fødder hisset Fare
Ved Bastonnadens Tyrannie,
Mens her man Hovder kun maa vare,
Som der er sielden noget i —
Vel ligger hin fordømte Rede,
Saa brandguul, sortebrun, og styg,
I Middagssolens stærke Hede
Hist oppe høit paa Klodens Ryg,
Mens Røverborgen her i Norden,
Mod hvilken jeg har rustet mig,
En Smule neden under Jorden
Har efterhaanden sænket sig —
Vel er dens siunkne Udenværke
Kliint op i Hast af lutter Dynd,
Og hvis man sagde, de var stærke
Fra Kunstens Side, var det Synd —
Vel er dens Middelhav en Rende,
Dens Stræde blot en lille Bæk,
Der neppe naaer sin egen Ende,
Før Vinden den har tørret væk —
God Nat saa Møllebatteriet,
Endskiøndt det ei gaaer let i Brand,
Da der er intet andet i’et
End Gruums, saa godt, som bare Vand;
Men med det alt er begge Kuler,
Den eene hist, den anden her,
Som pestilentialske Huler,
Eens slemme fast at komme nær.
Vel modbombarder hin, desværre,
Saasnart paa den et Anfald skeer;
Men, hvis og Bomber her er færre,
Bam-Bim-Bom-Barder er desfleer —
Man holder ud mod Alskens Pile,
Mod Ilds og Lufts og Jords og Havs;
Men det er ei saa let at smile
Til Skud paa Skud af bare Snavs —
Hist kan en Kugle Deyen ramme,
Der sikkert ikke skiuler sig;
Og, ligger han der paa det samme,
John Bull sig sparer mangt et Lig —
Men Deyen her tar vel sig vare,
Ham Fanden ikke treffe kan;
Thi, hvor der er den mindste Fare
For Pen og Blæk, er ikke han.
Jeg tør desuden ikke glemme,
Ved Sammenligning af mit Tog
Mod Barbareskerne herhiemme
Med det, hvorpaa John Bull uddrog:
At, hvis jeg og er Striden voxen
Mod Under-Livets vilde Dyr,
Jeg dog kun er en Flue moxen
I Ligning med en engelsk Tyr.
Og sæt, man ogsaa vilde meene,
Jeg kunde maale mig med den,
Saa staaer jeg der dog mutterseene
Foruden mindste Vaabenven —
Mens to og tred’ve Havets Løver
Lord Exmouth troligen staae bi,
Jeg eene Mand at fægte prøver
Imod et helt Menagerie.
Ja! havde jeg og paa min Side
Blot Stadens to og tred’ve Mænd — —
Men ak! jeg Stakkel ei kan lide
Paa mindste Magistratens Svend.
Naar derfor alt jeg overveier
I begge sammenlignte Tog,
Blir glimrende Lord Exmouths Seier,
Saa bliver sikkert min det og —
Kun med den lille Forskiæl, Kiære,
Han sikkert Bytte giør ved sin,
Og jeg faaer intet uden Ære,
Naar jeg er død engang, for min.
Men hvad er da min Hensigt? spørger
Du, hvor Du er, formodentlig —
Hvor man for det Solide sørger,
Ei blot i Fred, men og i Krig —
Hvor, naar der noget var at vinde,
Man bombarderte Skud paa Skud
Ei blot Algier, som dennesinde;
Men sikkert rusted Flaader ud
Ei blot mod plyndrende Rivaler,
Og Menneskhedens Skumpelskud;
Men selv mod sovende Neutraler,
I Fæstninger foruden Krud,
I Hytter og i Hospitaler —
Ja selv mod Engles Idealer,
Og, Gud forlade mig, mod Gud! —
Min Hensigt? Netop den selvsamme,
Hvormed I der i London bramme,
Den ædle nemlig: at udfrie
De mange fangne christne Slaver,
Som Deyen aandelig begraver
I et barbarisk Slaverie.
Her troer man, at jeg Anker letter
Til Bombarderinger parat
Som hver almindelig Pirat:
For eene Havet at beherske,
Parnassets nemlig her, det ferske —
Man paastaaer, under fremmet Navn,
At mindre den John Bull jeg følger,
Der pløier Middelhavets Bølger
End den, der hærged Kiøbenhavn —
Og var det Sandhed paa det samme,
Saa burde Bullen mig annamme!
Men jeg kan trodse saadan Snak,
Tak skee det Sprog, de mod mig føre,
Selv Døve kunne klarlig høre,
Jeg kun gaaer løs paa lutter Pak.
En Ære, som gaaer over Lykken,
Med Deyens Tugten jeg attraaer,
Og overlader ham i Trykken
Det Held, som over Æren gaaer.
Det er omtrent, hvad jeg gad sige
Til een og anden Londonsk Ven,
Der mindste Nys om mine Krige
Har faaet af en anden Pen,
Især til Ham, der alt har skrevet
Min engelske Biographie,
Før han er underrettet blevet
Ifald du seer ham, læs ham dette,
Saa haaber jeg den gode Mand
Af et og andet Træk vil giætte
Sin tydske Digters Fødeland.
Nu, færre Stierner i det tindre,
(Jeg meener dem i Poesie)
Nu, det er blevet meget mindre,
Tak skee dets fordums Kolonie —
Nu, det er voldsomt plyndret vorden,
Trods al dets fredelige Taal —
Nu, det har udtømt her paa Jorden
Uskyldighedens bittre Skaal —
Nu, det kan, hvad det har, behøve,
Som patriotisk Himmerig —
Nu lader jeg mig ei det røve,
Selv, om det og fornægter mig.