Riim-Trøstebrev til Herr Conferentsraad Blicherolsen
I Anledning af vor fælles poetiske Skiæbne
I Anledning af vor fælles poetiske Skiæbne
Du, hvem jeg, skiøndt jeg ei den Ære har,
At have legemlig den samme Moder,
For Gud og hele Verden aabenbar
I Skrivelse paa Rim tør kalde Broder!
Du, hvem jeg, trods din overlegne Rang,
Tør dutte, som min Ligemand, og uden
At frygte min Pudserlighed forbuden,
Endog en Smule skiemte med i Sang!
Du, som med Ironiers Ironier
Har reist mig en udmærket Æresteen
I dine lunelette Poesier
Paa Side hundred og halvfems og een —
Du, som desuden, troer jeg, før og siden
Har mig til beste havt paa svistisk Viis,
Hvad heller med, hvad heller uden Viden,
I din mit Digternavn tildeelte Priis —
Du, hvis Satires Skiemt, trods alle Snerte,
(Der, hvor jeg meest er killen, træffe mig)
Jeg ei tilgiver blot af ganske Hierte;
Men her saa got, jeg kan, giengielder dig:
Du klager, trods det Væld af gode Gaver,
Der længe strømte til dig ovenfra —
Trods alle dine babylonske Haver
Høit over mines Flora danica —
Midt i det mageløse Luxustempel,
Som din Erindring fører op deri,
Hvergang din egen Skygge, for Exempel,
I Drømme gaaer dig stadselig forbi:
Hvergang du seer dit Forfærd, snart i Vesten,
Og snart i Østen, i sin fordums Pragt,
Fortrolig med en Washingtons, og næsten
Med Bonapartes Herlighed, som sagt —
Du klager midt i denne svundne Hæder,
Der sikkert dog endnu fortryller dig:
At Skiæbnen ei paa samme Tid tilsteder
Dig een, der var en Yndlingsdigters lig —
Vil sige: meere klar for Øieblikket —
Meer blendende hver Glas i Kiøbenhavn —
Meer litterarisk nyeskiøn — meere skikket
Til Ærens Pidskenop paa Fastelavn —
Meer udbasunt af vor Parnastrompeter —
Meer sjauerproklameert paa Hallingsaas —
Meer A’et lig i Høpfners Abeceter —
Og hver en Verdens Undergang, der spaaes —
Kort sagt: lidt meer indlysende for Mængden;
Ei blot for store Folk, men og for smaa,
(Der hylde rigtig nok kun det i Længden,
Som kan i Blinde ta’s og føles paa)
Hvor meget vil du da? Vil du allene,
Kront af hver Eeg- og Palm-Løv, der er til,
Den Første glimre paa hver muelig Scene,
Saavel i vaagne, som i drømte Spil?
Vil du din egen Digtning overflyve,
Som ingentid er før paa Jorden seet —
Som, mellem os, tildeels, for ei at lyve,
Er meer end noksom i din Prosa skeet?
Du klager bittert, at du kan ei meere
Syv Blicherolsner os i een levere,
Ved alt, hvad du har nynnet før med fransk,
Og tydsk, og engelsk, og hesperisk Tunge,
Det døve Fædreland at foresiunge
Paa simpelt ærligt siællandsk Bonde-Dansk.
Du klager i en Stil, der næsten græder,
At du, der syvfold fleere Byêr og Sæder
Har seet, end Manden, som Homer besang,
Ei giøre kan den Odyssee, du gyder
I tvende Dages Læsning for os Jyder,
Syv Gange saa behagelig og lang —
Fordi ved Ilds, og Vands, og anden Vaade
Til Grunde gik, hvad Een Dags Læsning spaaede:
Den største Forraad nemligen af Sang,
Der nogensinde henlagt blev in Mente,
Bestandig voxende med Renters Rente,
Nu svunden ind til neppe det engang.
„Hvor mange Hymner, Elegier, Oder,
Undfangne, som sig hør og bør med Lyst,
Af Musen, du har noget meer end kyst,
Gik fløiten blot ved Savn af Jordemoder!”
Udbryder du. Jeg tilstaaer, sligt et Savn
Er et Mirakel her i Kiøbenhavn,
Hvor der er, troer jeg, færre Urteboder
End Fødselsstiftelser — skiøndt det er sandt,
Man sielden seer en Trykkerinde-Bodike
Fra den Tid døde salig Madam Godike —
(Et Savn, som nu mig først i Tanke randt!)
Man maa behielpe sig med Jordefædre,
Hvorom vel mangen Muse, mindre fiin,
Og bly, og sippernipsk, end min og din,
Desværre — maaskee siger: destobedre!
Men Moden bør dog og betænkes lidt!
Mon din, min Broer, i denne Punkt herneden
Dog ikke drevet har Uskyldigheden
Jeg priser meget, at en Møe af Muse,
Der i det Jomfrufald, her tales om
(Som hænde kan og bør den beste,) kom,
Til hver Handterings-Hielper ei vil buuse,
End sige, naar det gielder, tye til een,
Der accoucherer baade Stok og Steen
Og hielper, saa at sige, til at føde
Hvad der begraves skulde strax: det Døde;
Jeg priser meget Moden i Korsøer,
Hvor Spørgsmaal aldrig var om Accoucheur,
(Thi, naar de hulde Koner eller Møer
Kom der en smule ned paa Barselranden,
Den eene søsterligen hialp den anden)
Men Kongestaden, hvor vi her nu boe,
Og hint Korsøer er, for det første, to;
Og Attenhundrede og sexten, Kiære!
Kan, for det andet, neppe nogensteds
Sig saa jomfrueligen ad dog bære,
Desuden giælder eet for Pierider,
Der første, anden, tredde, fierde Gang,
Endnu kun Børn, maae komme ned med Sang,
Og Muser, der erindre knap de Tider,
Hvori de kunde tælle per Dusin
De smaa, hvis og de store Barselsenge —
(Som mellem os Tilfældet er med min,
Der Tal paa sine reent har glemt alt længe)
Selv Ingemanns tar i Betænkning ei,
Skiøndt nok saa knibsk, som nogen ugivt Frue,
Med min Danfanasvangre Maanedsdue,
Saa snart det kniber, at gaae samme Vei —
Til Boas nemlig, hvor hun nys med Tvillinger
Kom ned (og hvor hun, som jeg hører, alt
I Smug skal ligge der igien med Trillinger,
Hvis man kan ellers troe, hvad blir fortalt)
Summa Summarum: din jo selv omsider
Har giængse Moden fulgt i vore Tider!
Men, lad nu være saa, til Verden kom
Kun Sneesedeelen af de vakkre Spæde,
Hvis concipeerte Hob du taler om,
Din Muse vilde have født med Glæde;
Hvad skader det? Ulykken er ei stor!
Hvor gierne bytted jeg med dig, min Bro’r!
O! gik det an, og vilde sligt tilstede
De Kirkebøger, det optegnes i,
Hvor gierne overlod jeg dig den Rede,
Jeg fik, og faaer paa Halsen med de Ni!
Troer du da virklig det en Hersoms Himmel
At see krepere for sig Dag fra Dag
En Evigheden tiltænkt Børnevrimmel,
Hvis Liv beroer paa Tidens bedre Smag —
Paa, hvad dog sikkert ingen meere venter,
Der kiender det moderne Moerskabsfag,
Og veed hvor Smagens David Øllet henter?
Ifald for Alvor du misunder mig
Det børnefulde Digter-Himmerig,
Jeg, hvis jeg kunde, gierne dig gad skiænke,
Saa veed jeg ikke, trods den Digterbarm,
Du skildrer mig saa kiælen og saa varm,
Hvad om dit Faderhierte jeg skal tænke.
Men, siger du: „Jeg her i Jordebleer
Hver anden Morgen skuer eet af mine!” —
Tungt nok! Dog hvad er det mod dem, jeg seer!
Du kan dog i det mindste tælle dine! —
Forleden Dag, imens jeg laae og sov,
Man nogle Hundred — alle sammen næsten —
Som om de vare revne bort af Pesten,
Jeg gider ikke sige hvor, begrov.
Du trøster mig med Sprog af Pauli Breve:
„At alt, hvad Aand var i, staaer op igien;”
Men, naar jeg seer, hvad der blir ved at leve —
Saa tvivler jeg derpaa, min gode Ven!
Hvad før var Sandhed, kunde nu omstunder
(Forlad mig Ordets Diærvhed!) være Løgn.
Jo meer jeg paa Udødelighed grunder
I dette sidste dødelige Døgn,
Jo meer mig synes Slottene, sig bygger
En ægte Digter, lutter falske Skygger;
Thi Sproget, som han boer og bygger i,
Kan saa foroehlenschlägres af de andre,
At det og selv tilsidst maa heden vandre —
Og saa god Nat hver evig Poesie!
Er det dog kommet alt saa vidt her hiemme,
Hvis man skal troe den mest humane Stemme,
At de, der dombasune, kappes om
I deres lethedrukne Digterdom:
Hvem af os to de fuldeligst skal glemme?
Hver paa sin Viis vi nemlig, kan jeg troe,
Du meere Siællandsfâr, jeg meere Jyde,
Prosaisk og poetisk ad dem loe;
Og derfor smukt i een og samme Gryde
Med megen Ret de putte begge to —
Hvis du mig agter, maa dig saadant fryde.
At mig, der længe, glemt, alleene laae —
Mig, der kun en Justitsraad blev herneden —
Naturligviis det smigrer, at forgaae
I Selskab med en Mand, saa høit paa Straa,
Som du — der Conferenzraad blev forleden —
Behøver jeg vel ei, at sværge paa.
Men fordrer du alligevel dog Eeden,
Saa hør den her! Jeg sværger: ved den Aand,
Der løste sig af alle Tidens Baand:
Saa lidt jeg giør af Rangens høie Naader,
Og alle Verdens titulerte Raader,
Gad jeg dog heller i vort Titlerie
Som Conferenzraad ved Din Side skimre,
End som en Nutids-Yndlingsdigter glimre