I gamle Slaver, og I unge Herrer,
Paa Livets Fryds omrodede Parnas,
Tilfods, til Hest, i Giker og i Kerrer,
Hvem Dyrehave-Leeg kun er tilpas;
Hos hvem Begeistring yttrer sig i Hikken,
For hvem, om et Skildpaddebord i Ring,
Den legemlige Æden kun og Drikken
Udretter endnu stundom store Ting;
Som intet andet Tryllerie begribe,
End det, der stiger op af Glas og Kruus,
Og troer, at, naar I fløite, naar I pibe,
Jert Bacchanal er Glædens største Ruus!
Og spørge mig, som Livets største Nar,
Ved Nys om Kilderne til mine Digte:
Hvor mange Nanner jeg har havt, og har?
Min Vellystkilde-Kreds er ingen Vrimmel,
Fra den er alt, hvad mylrer, jaget bort;
Hvis Mængden giorde det i Glædens Himmel,
Min Graad mod Eders Latter kom til kort.
Hvad nytter altsaa hvad jeg kunde svare
De Tællere, som kun paa Tallet see,
Hvis Musers og Chariters Trylle-Skare
Er hundred Gange meer end ni og tre?
Hvis og tolv Gange Knop sig aabenbarte
Den Kiærlighedens Roses Ideal,
Som Hiertet fra sin første Vaar bevarte —
Hvis og er fyldt min Elskovs Disar-Sal,
Hvor lille dog er mit Olymp herneden
Mod Eders Jordbefolknings Ararat!
Og hvad er Aftenstiernen i mit Eden
Mod Eder Fyrværks Tusind og een Nat!
Hvad er den Veemods Fryd, som mig beruser
Fra den Tid Nannas Blik paa Harpen faldt,
Multipliceert med Gratier og Muser,
Mod Eders Lyst, multipliceert med alt!
Imens Gemeenhedens Ukrud rundt i Norden
Skiød frem, og naaede selv Parnassets Top,
Jeg flygted med det helligste paa Jorden,
Did, hvor kun barnlig Uskyld kravler op.
Hidflytter frit, I Kæmper og I Dværge,
Med Seid, i Luurers, Horns, og Pibers Støi,
Daraussens Irmenfield og Risenbierge! —
Men lader mig min Danske Barnehøi!