Min Ungdoms Vaar er svunden,
Og Mandens Middagssol
Er i det Mulm nedrunden,
Som hyller Nordens Pol;
Men end, som Barn, mig rører
Hver Blomst paa Livets Vei;
Og overalt jeg hører
„Forglem, forglem mig ei!”
Jeg dem saae fra mig ile,
Som fulgte Vennens Gang;
Og Nordens Døttre smile
Til yngre Skialdes Sang.
Hvad kan endnu mig fryde
Paa min forladte Vei?
Hvorfra kan Stemmen lyde:
„Forglem, forglem mig ei?”
Hvad dysser sødt min Smerte
Ved hvert et blodigt Fied?
Hvad hæver end mit hierte
Til Himles Salighed?
Blandt Tidsler, og blandt Stene,
Hvorhen jeg mødig kom,
I Sangens Ørken, eene,
Omsonst jeg saae mig om.
„En Huldflor af Kiærminder
Jeg giemmer i mit Bryst
Som end mit Hierte binder
Til Barnekrandsens Lyst,
Omsmilt af Uskylds Blikke,
Selv under sølvgraa Haar.
Jeg veed, den visner ikke,
Før Hiertet meer ei slaaer.”
Men, hvortil vel bevarte,
Hvor intet Ekko svarte,
Mit Bryst sin golde Skat?
Forhaant begreb jeg ikke
Hvi taus ei Harpen hang —
Mon, skiult, en Frederike
Har lyttet til dens Klang?
Var ei omsonst i Lunden,
Hvor før min Vugge stod,
Min sidste Taare runden
I Spor af hendes Fod?
Er end ei fuldt til Ende
Min Barndoms Blomstergang?
Og anede jeg hende,
Da jeg min Nanna sang?
Ja! jeg har seet, du Hulde,
Hvor ømt din Taare flød —
Og nu jeg veed tilfulde
Hvi Balders Harpe lød.
Fra nu den evig lyder
Med himmelluttret Klang;
Thi, Engel! dine Dyder
Forklare Skialdens Sang.