Tyst omskiermt af Rosen-Skygger,
Overhvælvt af Himlens Blaa,
Hører jeg, hvor Uskyld bygger,
Skovens Skiald sin Harpe slaae:
Dufte, Farver, Toner spille,
Feirende Naturens Lyst —
Ak! men mine Taarer trille;
Tomt for Glæden er mit Bryst.
Thi Hun maatte fra mig vige,
Som mig til din Tryllen bandt,
Duftes, Farvers, Toners Rige!
Hver din Lyst med Hende svandt.
Nu, fra mig er fiernet blevet
Trillingparadisets Aand,
Hulde Hiem, er sønderrevet
Hiertets, og din Yndes Baand.
Hvad er, Jord, din Blomstervrimmel
Uden hendes Rosenknop?
Hvad dit Blaa, du klare Himmel,
Blikker hun ei til dig op?
Hvad er alle Skovens Toner,
Hvad er alle Harpers Klang,
Nu, da Sangens Dronning throner
Ikke meer i Danevang?