Hist i Dybet, nær Orions Belte,
Hvor i Lys paa Lys sig Sole vælte,
Synes Himles Himmel aabne sig —
Ofte did med væbnet Øie stige
Jordens Viise til Udødelige,
Medens rundt i Vintrens mørke Rige,
Klædt i Snee, Naturen ligger Liig.
Nanna! naar, af evig Længsel mat,
Did jeg op opstirrer i det Fierne,
Smiler mig din Uskyld fra hver Stierne
Ned i Livets slukte Lampers Nat.
O! da svulmer Taaren i mit Øie;
Siælen svømmer henrykt i det Høie,
Som om Jorden under mig forgik —
Men det Svælg, hvori min Aand sig taber,
Er — tilgiv mig det, Orions Skaber! —
Kun det dybe Blaa, som efteraber
Himmeldybet i min Nannas Blik.