At jeg ikke blot, hvad Mængden hylder,
Men endog, hvorpaa den Viise seer,
Her i Livet ændser ikke meer —
At jeg glemmer, hvad jeg Verden skylder —
At jeg reent forsømmer selv hver Pligt,
Som man efter alle Kloges Dømme
Mindst i Livet burde reent forsømme,
Fra Fuldendelsen af skiønne Drømme,
Himlen sendte mig i Sang og Digt,
Til Begyndelsen af virkelige
Plantninger i Lykkens store Rige —
Hvo mig kiender, undres over sligt.
At jeg med min Evne til at fatte
Livets, Kunstens, og Naturens Skatte,
Ganske drukner i min Glemsels Elv
Alt, hvad før i Syden og i Norden
Fængslede mit Hierte her paa Jorden —
Aldrig var jeg dog saa vel tilmode.
O! men studser ikke meer, I Gode!
Husker I den kloge Handelsmand,
Der, for Eet at bringe sig tilveie,
Solgte, siger Skriften, alt sit Eie?
Christus selv berømmer hans Forstand.
Jeg giør just, som han. Jeg skiller mig
Ved hvert Træ, jeg plantet har i Lunden,
Ved hver Skat, jeg har i Livet vunden,
Ved hver Ædelsteen paa Kistebunden,
Ved mit Alt paa hele Jorderig;
Og, som han, jeg nu er lykkelig.
Arme Rige! vil du vide Grunden?
Jeg har Perlen, som jeg søgte, funden.