Hvi vil jeg forsætlig aldrig ende
Marteren, mig qvæler hende nær?
Hvi forfølger jeg mig selv med hende,
Da hun aldrig frydes, hvor jeg er?
Blande mig i disse Selskabsstimle,
Hun med kold Foragten holder ud?
Keede hende — hører det, I Himle! —
Jeg, som lettere fortørnte Gud!
Jeg, som heller saarede min Broder!
Jeg, som heller skuffede min Ven!
Heller selv bedrøvede min Moder!
Og gik til mit Intet hiem igien!
Keede hende — Helvede herneden! —
I den blotte Tanke Helved hist! —
Bort med Tiden, bort med Evigheden,
Bort med alt for mig, hvis det er vist!
Og hvorledes dog min Lod benævne,
Naar hun flyer, saasnart jeg nærmer mig?
Naar hun søger med hvert Blik at hævne,
Hvergang mine Blikke glemme sig?
Ingen ligner den Kulde, hun viser
Med hver Mine mig i hendes Kreds;
Og dog dette Hierte Skjæbnen priser,
Naar den bringer sammen os etsteds. —
O! jeg elsker ei min Lyst, min Hæder,
Ei, hvad Livet her forsøder mig;
Men — med Tab af alle Jordens Glæder —
Nanna! Nanna! jeg kun elsker Dig!