Ak! omsonst mig selv jeg Usle dølger
Min Gestalt, som Nanna skuer den:
Blot en kedsom plagende Forfølger
Seer, og flyer hun, i sin ømme Ven!
Fiernt maaskee hun haded ei mit Hierte,
Tænkte sig medlidende dets Savn,
Hvis det flygted med sin Længsels Smerte
Bort fra sine Længslers lukte Havn.
Frygten, som mig røbe hendes Blikke —
Denne mørke, kolde, tause Sky —
Svandt maaskee, naar kun hun saae mig ikke!
Himmel, o! hvi kan jeg ikke flye?
O! hvi kan min Siæl ei blindt adlyde
Hendes stumme halvforkyndte Bud,
Før hun lydt engang maaskee vil byde
Hvad jeg kun i Tvivlen holder ud!
Nanna! nei! lad i det mindste blive
Tvivlsomt, at du reent forkaster mig;
Og, mens jeg maa lide her i Live,
Lad mig troe, du ikke hader mig!
Men jeg raser! Had mig, Nanna, heller!
Byd mig heller flye dit Opholdsted!
Levn mig Haabet om din Ømhed, eller
Tvivlen om din Ligegyldighed!
Lad mig læse blot i dine Blikke,
Hvad mig meer er frygteligt, end Had! —
Tør jeg intet haabe, svar mig ikke,
Hvis mit Vanvid og dig spørger ad.