Nattens funklende Kiærminder,
Øineklare Stierner smaa,
Som i Himlens dybe Blaa
Ofte før med Graad paa Kinder
Andagtsfuldt jeg stirred paa!
Vredes ei deroppe, Søde,
For saa hyppig jeg ei meer
Op til Jer med Længsel seer!
Det er ingen Rosen-Røde —
Det er ingen Lilie-Snee —
Det er ingen Perle-Skimmer —
Det er ingen jordisk Glimmer —
Som har vendt min Længsels Vee!
Det er ingen Børn af Flora,
Som har stukket Eder ud —
Det er ei engang Aurora —
Det er selv ei Solens Gud!
Det er, hulde smaa Veninder,
Himmelske Medbeilerinder,
Klare, milde, taagefrie,
Stille, venlige, som I:
Det er Nannas fromme Blikke!
Stirrer alle kun med mig
Ind i deres Himmerig,
O! saa vredes I vist ikke.