„Du er ikke meer den glade Digter,
For hvis Latter Livets Kummer veeg;
Selv det evig unge Lune svigter
I din Uskylds glade Børneleeg;
Munterhed er vegen fra dine Side;
Dybt i Hiertet er ei længer Fred;
Taus jeg seer dig meer og meer, at lide —
Du er syg, min Ven, af Kiærlighed!
Men kan og min Ømhed ei dig læge,
Dølg dog ei den Piil, som saared dig!
For med Haab maaskee dit Bryst at qvæge,
Nævn din Glædes søde Fiende mig.”
Altsaa plager mig en huld Veninde,
Kiærlig delende mit mørke Savn;
Vil, at jeg skal Trøst og lindring finde
Ved at nævne den Tilbedtes Navn;
Troer, at, naar hun vidste, hvad hun giætter,
Kunde hun til Maalet lede mig,
Som i lange, tause, vaagne Nætter
Selv min Længsel ei tør drømme sig.
Men den Fromme (skiøndt jeg troer, hun kiender
Engelen, hvis hulde Blik har tændt
Flammen, som i dette Hierte brænder)
Kiender, selv med Elskov ubekiendt,
Ei den Angst, en Elskers Bryst omspænder.
Hende synes let, i Venskabs Favn
At udgyde det for fulde Hierte —
Mens jeg qvalt fortæres af min Smerte,
Før jeg aander ud den Elsktes Navn.
O! jeg veed, desværre, hvad jeg giør!
Hiertet har jeg tabt, men ei Forstanden —
Nanna! tør jeg sige vel en anden,
Hvad jeg, ak! dig selv ei sige tør?