Ikke blot at imodtage, men ogsaa efter Evne at meddeele Glæde, er en Pligt, som ingen fra Monarken til Betleren bør forsømme. Vort Liv og vore fleeste Glæder i Livet har sat og sætter os daglig i Gield til vore Medmennesker; det bør være vor Bestræbelse, at betale noget deraf, om det end skulle blot skee ved at give dem en uskadelig Tidsfordriv.
Lyst til at opfylde denne Pligt saa nøie, som det var mig mueligt, bragde mig tidlig til at undersøge, hvortil jeg havde mindst Udygtighed. De skiønne Videnskaber, og iblandt disse fornemmelig Poesien, henreve mig. Jeg ønskede brændende, at det maatte være dem, jeg med meest Held kunde opofre mig; prøvede mine ringe Kræfter dertil; og, da det ikke var mine Venner eller mig selv, som kunde bestemme deres større eller mindre Svaghed, forelagde jeg mine smaa Prøvestykker den store Dommer, Publicum.
Blot at blive tilgivet og taalt af dette, er sødt for den unge frygtsomme Digter. Jeg berusede mig ganske af den Nectar, jeg smagte i mine Landsmænds Overbærelse; jeg vilde giøre mig samme mindre uværdig — og dette forledte mig til at udarbeide noget meere.
Jeg valgte den muntre fortællende Poesie, ikke fordi jeg følte større Tilbøielighed til den end til den alvorlige; men fordi jeg virkelig leed mindre, hvis mine Forsøg mislykkedes. Det gaaer den uheldige Digter som Aben i Fabelen: Quo altior eo turpior. Frygt for Icars og hans poetiske Brødres Skiebne, og Lydighed imod Horazes Versate diu, giorde, at jeg heller vilde begynde med at fortælle, end med at synge.
Saaledes vover da denne lille Bog, at giøre sin Opvartning for dig, o Publicum! Nedkastet for din Throne vil den enten anbefale eller beskiemme sin hidtil meget ubekiendte Forfatter, enten tilveiebringe mig din dyrebare Skaansel, (thi meer tør jeg kun hemmelig ønske mig,) eller hvad jeg neppe taaler at tænke, din Foragt.
Eiendom, Sundhed, Livet selv er intet imod den Ære, som eengang tabt aldrig vindes tilbage. Jeg har følt i sin heele gyselige Omfang hvad jeg vovede. Jeg stræbte derfor at anvende den mueligste Flid paa mit Arbeide og at bruge Fiilen saa længe jeg nogenledes kunde. Dette er Aarsagen til den Langsomhed, hvormed det gik igiennem Pressen. Heller for sildig end for tidlig, syntes mig en passende Tanke for en Udgiver; gid jeg kun ikke burde tænkt: heller aldrig end nogen af begge Deele.
Om min Bog har jeg for Resten kun lidet at sige mine Læsere. Overbeviist om, at den har Feil, og frygtende for, at den har mange, vil jeg dog ikke her kiede Læseren med at undskylde dem. Dem, jeg har kundet see, har jeg rettet. Dem, som ere blevne tilbage, kan intet rette. Hverken Ungdom, Mangel paa Tid, Legems eller Siels Fattigdom, eller noget andet kan undskylde disse, dersom de ulykkeligviis skulde have Overvægten.