Gaae, lykkelige Sang! til min Seline,
Og undersøg, og mærk omhyggelig,
Om med en mørk, om med en venlig Mine,
Den yndige modtog, og aabner dig!
Sig hende! den, som sender dig erkiender
Sin matte Sangs uvigtige Værdie;
Men sig dertil: Hans hele Hierte brænder
I hvert et Ord, i hvert et Træk deri.
Føl hver Bevægelse, mens sødt du hviler
I hendes Haand, og naar du kysser den,
Mærk, om hun er fortørnet? om hun smiler
Ved din Forvovenhed? og kom igien!
Og sig mig alt! Dog nei! hvis hendes Øie
Blev mørkt, da det sig heftede paa dig;
Hvis med et flygtigt Blik hun lod sig nøye;
Jeg ulyksalige! da lyv for mig;
Og sig alligevel, at mens du hviled
I hendes Haand, som Tolk for Kierlighed,
At hun blev rød, og kyste dig, og smiled,
Som om hun ei fortørnedes derved.
O! vilde hun dog venligen dig høre!
O! mag det, om du kan, at hist og her
Hun med sin Kind og Læbe dig maa røre!
Stræb hendes Bryst engang at komme nær!
Fald ned i hendes Skiød! forsøg at glide
Derfra til hendes Fod paa Gulvet ned;
Og kys den, kom igjen, og lad mig vide
Nøyagtig hele din Lyksalighed!
Og jeg skal kysse dig, og heftig trykke
Dig til min elskovsfulde, kielne Barm,
Dig, hellige! som nød min drømte Lykke,
Som trykkedes i min Selines Arm.