BegeistringenTil Hertuginden Lovisa Augusta Min Røst var svag, min Sang var mat,Og Strængen zittred som mit Hierte;Thi Lyn kun lysned Skialdens Nat,Og ingen Muse Greb mig lærte;Jeg sukked i forspildte KlagerVed Pindi tidselkrandste Fod;I Kamp mod alle Livets PlagerUdtømtes endelig mit Mod. De fore mig engang forbiDe hulde Heliconiader.Hvor, Himmelske! henflygter I?Saa raabte Digtekunstens Fader.Vi flygte hen til Herthas Dale,Saa svarte de forfulgte Ni,Farvel, Parnas! Farvel, Castale!Til Danmarks Paphos ile vi.1 Da skimtede den tause SkaldEt Glimt af Haab til Held i Sange;Da følte han sit ædle Kald,Og fandt sig dansk og mindre bange:Med alle Muser vil jeg ileTil Musers danske Tempel hen;Jeg der vil see Lovise smile;Og Harpen lyde skal igien. Hvor glædedrukken saae min AandGudinderne Lovise krandse,Og Gratierne, Haand i Haand,Omkring vor Erycine dandse!En Ild som ingen Ord kan nævne,Meer end Apollos Straalers Lyn;Fornyet Ild i hver en EvneBesiælte mig ved dette Syn. Men du, hvis Skiønhed, Aand og IldMed ingen Skye sin Glands omhylled,Hvis himmelblide lyse SmilTil Danmark alle Muser trylled!O! tør blandt Landets Millioner,Som kappes at tilbede dig,Den frelste Sangers glade TonerDit Tempels Alter nærme sig?