Skiøn er Purpur-Rosen, naar dens Mund
Aabner sig, og friske, dobbelt røde,
Dens jomfruelige Læber møde
Solen i den feire Morgenstund;
Vestenvindens Kiøle den omlufter
I de hede Middagsstraalers Ild;
Blidt-bedrøvet, yndig, stille, mild
Veemod i dens Aftenluhning dufter.
Skiøn er Himlen, naar i Purpur-Glands
Rosens Brudgom frem af Østen træder,
Og en Hær af Livets vakte Glæder
Møder den i Jubelchores Dands;
Lystudspredende den glad fremiler,
Blomstersmykket hilser Dalen den,
Skoven tager Fugles Sang igien;
Al Naturen rundt omkring den smiler.
Men saa skiøn er Purpur-Rosen ei,
Men saa skiøn er Morgenrøden ikke,
Som Uskyldighed i Pigens Blikke,
Naar hun gaaer paa Dydens Himmel-Vei;
Gudsfrygt hendes unge Siel bevarer,
Aldrig snubler hendes lette Fod;
Munter dandser hun sit Maal imod,
Tryg i Himlens Varetægt for Farer.
Denne Vei, Marylli! vandre du
Troe til dine Dages Aftenrøde!
Naar dig Jordens Smiger-Slanger møde,
Kom din Pagt med Himmelen ihu!
Da skal han, som Dyden ei forlader,
Af hvis Hænder Solens Purpur flød,
Han, som dig og Rosen rødme bød,
Her og hisset signe dig, som Fader.