Du Menneskets Guddom, hvis himmelske Haand
Vor Art til Fuldkommenheds Throne fremleder,
Hvis Love kun Slaverne trodse med Haan,
Men Frihedens Helt med Adlyden tilbeder;
O du, som med seirende Scepter engang
Skal alt, overalt, uden Vexel, regjere!
Et Glimt af din Herlighed tænde min Sang,
At luttret dens Offer dig værdigt maa være!
Du, Aandernes Nætter oplysende Sol,
Hvis Straaler Materiens Verdner fordunkle,
Mod hvilke de Perler, der krandse vor Pol,
Som Jorddiamanter mod Himmelens funkle!
I Lidelsers Skjød, i Lyksaligheds Favn,
For mig og den øverste Cherub den samme!
Hvem er du? hvor er du? hvad nævner dit Navn?
Kan Støvet dig fatte? kan Ordet dig stamme?
Ukiendt af din Fiende, miskiendt af din Ven,
Lig Solenes Sol mellem Ætherens Kloder,
Du virker i Løn, uopdaget som den,
Du, alle Opdagelsers evige Moder!
Midpunktet for Fnuggets og Stjernernes Sving
Sig taber i Dybet af Skabningens Ørke;
Men du, som hver Tanke sig dreier omkring,
Du skiuler dit Væsen i Skaberens Mørke.
Uendelig, aldrigudmaalelig stor,
Omfattende Kredsen af Verdeners Vrimle,
Og evig som den, paa hvis Vink de fremfoer,
Og hvirvlende tabtes i Himlenes Himle,
Du rummes i Draaben af Aandernes Hav,
I Menneskets Aand, som dig aldrig udgrunder —
O Tankernes Moder, og Tankernes Grav!
Dit eget og Tidens og Evigheds Under!
Da Chaos udvælted’ af Skaberens Haand,
Opfyldende Rummets og Tidernes Øde,
Nedsvævede du med Oplivelsens Aand,
Og Lysets og Tankernes Straaler frembrøde;
En høiere Skabning begyndte med dig,
I Rækken af Verdner og Aandernes Dage,
Hvor Middel og Øiemed favnede sig —
Forsvind, og den styrter i Chaos tilbage.
Jeg saae dine Glimt mellem dræbende Lyn,
Jeg hørte din Lyd i Orkanernes Brusen;
Og Flammerne svandt i veiledende Syn,
Og Stormene flygted’ i viftende Susen;
Jeg skuede selv i Fordærvelsens Gang
Din ledende Haand — og af stridige Dele,
Som trued’ at knuse hinanden, fremsprang
Bestraalet af dig det harmoniske Hele.
Fornuftens usporlige Gaade, Fornuft!
Alt Endeligts evig usynlige Øie!
Dig tændtes mit Offer, det blande sin Duft
Med Solhekatombernes Damp i det Høie!
Men bævende synker for Alterets Fod
Med stammende Læbe den blindede Muse;
Thi Duften nedsvæver dens Stirren imod,
Og selv Hekatombernes Røge nedbruse!
Og Offerets Flamme, som tunget opsteg,
Og hævede Hiertet paa luende Vinger,
For Dampens nedbølgede Hvirveler veg:
Den sluktes — og pludseligt Mulm mig omringer.
Forgiæves fremvanker i Natten mit Fied,
Forgiæves henfamle de zittrende Hænder;
Selv Alteret sank — og i Offerets Sted
Paa Randen af Svælget den Offrende brænder.