Tier, alle Muser! Hellas Toner,
Romas Gienlyd, tier for min Sang!
Lytter, alle Livets Millioner,
Til min Gudindviete Harpes Klang!
Klippens Storm, og Skyens hule Torden,
Havets Brusen understøtte den!
Klippe, Himmel, Hav, og hele Jorden
Trefold høit gientage den!
Rask, som Stormen, lydt som Bølgens Brusen,
Høi, som Tordnens høitidsfulde Brag,
Mild, som Blomsterbækkens stille Susen,
Reen, som Morgenlærkens glade Slag,
Kiærlig, som en Moders blide Bønner,
Værdig, som en Faders faste Bud,
Tone den for alle Støvets Sønner
I Naturens Jubel: Gud!
Gud! — men zittrer ei de svage Strænge?
Tør en Orm i Støvet synge dig?
Bæver ikke Skove, Klipper, Enge,
Bæver ei Naturens Alt med mig?
Tør din mindste Skabnings ringe Læbe
Stamme dig i dine Værkers Favn?
Tør en Siæl fra Jorden dristig stræbe
Til din Skygge blot, dit Navn?
Ja! — Fra Cherub til det Kryb, som taber
I et Blun sin Arts bestemte Liv,
Himmelbuens og Atomets Skaber!
Stammer alle Væsner fra dit Bliv.
Seraph deler, nær din lyse Throne,
Denne Adel med det skiulte Mid,
Himlen i sin Evigheds Æone
Med Insektet i sin Tid.
Middelkuglen ruller til din Ære
Evig om sin evige Magnet;
Alle Solenes utalte Hære
Juble rundt om den din Majestet!
Over, under, om mig, intet tier;
Alting toner eet, din Almagt, ud;
Alt, i evig andre Harmonier,
Sammenudbasuner Gud.
I Orkanens Hvirvel, Zefyrs Svæven,
I de brustne Skyers døve Brag,
I Lavinens Dundren, Løvets Bæven,
Nattergalens Kluk, og Lærkens Slag;
I det vilde Dybs oprørte Brusen,
Og i Bækkens Skvulp, i Lundens Favn,
Selv i Biens Surren, Myggets Susen —
Jeg omtones af dit Navn.
O! hvi bæve da de spæde Toner?
Svage Strænge, hvorfor zittrer I?
Blander med det Heles Hymnioner
Eders spæde Lallens Melodie!
Med Cherubens Jubel, Tordnens Knittren,
Mellem Bækkens og Orions Sang,
Med Insektets Surr og Løvets Zittren
Blande sig min Harpes Klang!
Svar mig, Ekko! hvo har hvalt den Bue,
I hvis Hvelvings Inderste du boer?
Svar mig, Tordenskye! hvo bød dig true
Med chaotisk Nat den bange Jord?
Svar mig, Nattergal! hvo bød dig fylde
Skovens Nat med Livets Længselklang?
Svar mig, Sol! hvo bød din Glands forgylde
Hele Scenen i min Sang?
Trefold Ekko svarte; Solen daled;
Tordenskyen brast i Sydens Blaa;
Nattergalen slog, og Solen maled,
Synkende, den Egn, jeg stirred paa.
Ekkos Lyd, et Slag af Nattergalen,
Solens nye Glands, og Skyens Brud,
Svarte mig, og svarte hele Dalen
I foreenet Jubel: Gud:
Hellig! hellig! hellig! — Sielen bæved,
Hiertet zittred i sin Himmels Lyst,
Almagts Herlighed min Siæl omsvæved,
Godheds Vellyst brused i mit Bryst.
Hellig! hellig! — Salighedens Flammer
Tændte Følelsen i Læbens Lyd —
Hellige! men Ordet som dig stammer,
Døer i Vælden af sin Fryd.
Alting tier; o men dette Stille
Taler meer end Tordnens høie Skrald,
Meer end Nattergalens klare Trille,
Meer end Ekkos Svar i Fieldets Hald.
Hele Jorden knæler og tilbeder —
Fald, min Aand, med Solen, ydmyg ned!
Skiult i Sløret, Nattens Mulm udbreder,
Tie din Vellyst! og tilbed!
Hellig! hellig! hellig! — men hvad toner
Hellig! hellig! hellig! over mig?
Gienlyd, som fra tusind Millioner,
I gientagne Jubler blande sig!
Hymner, i hvis Chor mit Øre glemmer
Jordens, Havets, Luftens Harmonie!
Engelrene høitidsfulde Stemmer!
Himmelske! hvor svæver I?
Hellig! hellig! hellig! Priis og Ære
Ham som evig vorder, var, og er!
Takket og tilbedet evig være
Han som overalt er fiern og nær!
Sammenstemmer alle Himles Himle
I foreente Jublers Harmonie:
Ham, hvis Bliv os bød af intet vrimle,
Vores Skaber synge vi.
Her i Himmelrummet uden Ende,
Fra Begyndelsen til Evighed,
Tændes, slukkes, lyse, flamme, brænde,
Vore Fakler til hans Herlighed.
Sammenbruser alle Himles Luer
Hæver i foreente Flammers Hav
Priis til ham, som Firmamentets Buer
Glimtet af sin Skygge gav.
Drei dig Middelkugle til hans Ære
Evig om din evige Magnet!
Alle Klodernes utalte Hære
Juble rundt om dig hans Majestet!
Sammentoner alle Sphærers Sole
Under Eneherrens Thrones Fod,
Pole høit gientage det til Pole:
Han er evig, stor og god.
Hvad er jeg, som vover dig at nævne,
Dig, unævnelige store Du?
Jeg — et Støv, hvis Magt er Ormens Evne,
Jeg, hvis Evighed er blot et Nu?
Jeg, hvis Blik i Lysets Orioner,
Som til Dybet fra din Throne faldt,
Skuer blot en Gnist blandt Millioner?
Jeg — et Intet mod dit Alt?
O! men hvad mit Blik, min svage Tanke
I min Læbes Stammen bæver ved,
Føler jeg i dette Hierte banke,
Evighellige! din Kiærlighed!
Og! om end min Aand ei her sig svinger
Op til Sphæren, som erkiender dig,
Gav du dog mit Hierte Dydens Vinger,
For sit Maal at nærme sig!
Styrt med dine Millioner Fakler
Svimmelhøie Himmelbue ned!
Knuus vor Jords utallige Mirakler,
Alle Speile for din Herlighed!
Knuus dem alle! lad et evigt Øde,
Skiule mig endog det lille Straa,
I hvis Trevl Vanina, da han døde,
Præget af en Guddom saae.
Tifold Død, chaotisk, evigt Mørke,
Intets dybe Svælg omgive mig!
Ørk imellem Millioner Ørke,
Nat i tusind Nætter tabe sig!
Alt forsvinde for mit brustne Øie,
Sidste Dryp af Dybets mindste Elv,
Sidste Glimt af Straale fra det Høie!
Jeg har nok! jeg har mig selv!