Jens Baggesen (1764–1826)

Knud Siællandsfar

paa Landet og paa Vandet

Kahyts-Vise

1807


(Mel.: Boer jeg paa det høie Field — )

Boer jeg paa den tamme Bred
I en Stad, i et Huus, i en stadselig Stue
Hvor man bad mig sidde ned
Paa en Stol, mellem Frøken og Frue —
Hvor een Jomfru kommer ind
Paa den anden, og Støvet af Fliserne feier,
Mens med Viften hun giør Vind,
Løfter Svandsen i Veiret, og neier —
                  Der min Skiemt ta’r Beenklæder paa
                  Der min Mund gaaer ziirlig istaae —
                        Der jeg steger hvert et Ord,
                  Og la’r Saften og Kraften forgaae.

Boer jeg paa det vilde Hav,
Som slet ingen Slags Ziirlighed ændser og sandser;
Hvor det tunge fandt sin Grav,
Og det lette kun seirende danser —
Hvor Naturen bryder løs,
Mens Matrosen med begede Kløer slaaer i Diske —
Hvor Forklædet er en Giøs,
Særke Seil, og kun Fiskene Fiske —
                  Der min Skiemt ta’r Buxer ei paa —
                  Som den er, jeg lader den gaae —
                        Der jeg koger ingen Ord —
                  Kammeraterne sluge dem raae.

Byder man mig en Kop Thee
Ved et Bord i en Halvkreds af halve Baroner,
Hvor man Jøder faaer at see,
Og desligeste Modens Personer, —
Hvor man blues ved en Hat —
Hvor en Kind, som er bleg, bliver rød, naar man spørger:
„Hvordan Frøknen sov i Nat?”
Eller „hvorfor mon Jomfruen sørger?”
                  Der tilværks forsigtig jeg gaaer —
                  Fiint jeg der paa Strengen kun slaaer —
                        Der jeg føler først mig for,
                  Før i Texten jeg videre gaaer.

Men har jeg en lille Ruus,
Ved en Punsch, i en Kreds af de blaae Kammerater,
Hvor med Sølling jeg er Duus,
Og deslige forvovne Krabater —
Hvor Koksmaten kommer ind
Med sin Pøs, skyller Glas og Kahytgulvet feier,
Mens selv Himmelen giør Vind,
Og Fregatten i Bølgerne neier —
                  Skiemtens Melk, saa sød og saa puur,
                  Der ei staaer, og bliver mig suur —
                        Der min Sang er uden Tvang,
                  Som den kraftige vilde Natur.

Hver Sit! Skiemter jeg paa Vand,
Er i Skiemt jeg naturlig, som Fædrene vare, —
Leer jeg derimod paa Land,
Kan jeg og mig, som Sønnerne, bare.
Med Korsarer her ombord
Kan jeg lee, være lystig, og trumfe mod Fanden;
Ved et Søndagsselskabsbord
Kan jeg keede mig smukt som en anden,
                  Alt sin Plads! saa alting er godt!
                  Selv lidt Spøg, lidt Spas, og lidt Spot!
                        Alt er ædelt, siger Knud,
                  Naar man mener det ærligt og godt.