Jens Baggesen (1764–1826)

      Jeg vandrer fra Bye og til Bye

Paa min Fod, jeg savner ei Vinger;

Med munter Sang i høien Skye

Jeg vandrer fra Bye og til Bye.

Og knap seer man Morgenen grye,

Før til Sang alt Citheren klinger;

Og Koner og Børn om mig tye,

Og de Piger saa tæt mig omringer.

      Og Venskab og Elskov og Sang

Er de Maal, hvorefter jeg tragter;

Mit Hiertes Lyst, min Cithers Klang

Er Venskab og Elskov og Sang.

Og falder da Tiden mig for lang,

Naar jeg seer paa Menneskens Fagter,

Med Venskab og Elskov og Sang

Jeg da dem og Alverden foragter.

      Og Kummer ei kommer mig nær,

For min Sang den hurtigen viger;

Den Mand, hver Viv og Møe har kiær

Ham kommer ei Kummeren nær.

Thi Glæden er der, hvor jeg er,

I min Kreds staae smilende Piger;

Den Sanger, som de have kiær,

Han er tryg som i Himmelens Riger.

      Jeg synger fornøiet og fri

Om de Ting, som Livet forsøde,

Om Elskovs Himmels Tryllerie,

Om Venskab og om Harmonie;

Og naar min Sangs Melodie

Faaer et Bryst af Snee til at gløde,

Saa smelter mit Hierte deri,

Og med Lyst i dets Smelten jeg døde.

      Ak! ei for al Jorderigs Prang,

For hver Skat, ei selv for en Throne,

Bortgav jeg dig, min ringe Sang,

Mit Hiertes og Citherens Klang!

Thi hvad er vel Fyrsternes Prang

Mod din Glands, du Musernes Krone?

Mod Kys for hver smeltende Sang?

Og mod Smil for hver smeltende Tone?

      Saa seer man med vanlige Gang

Af en Kreds i en anden mig ile;

Mig ingen Vei kan falde lang

Med Venskab og Elskov og Sang.

Og standser omsider engang

Mine Fied, og jeg segner til Hvile —

Skal Venskab og Elskov og Sang

Om min Grav giennem Taarer end smile.