Jens Baggesen (1764–1826)

        Elskværdigste blandt alle danske Koner —

Hvis alle Dyders Øven uden Tvang,

Bestandig Munterhed paa Livets Gang,

Uskyldighed, og, hvad jeg tidt besang:

Det yndige, jeg veed ei hvad, som kroner

Det alt, berettiger til første Rang

I Kredsen af de Kiøbenhavnerinder,

Jeg eengang hyldede som troe Veninder —

Charlotte! vil i disse Træk,

Som, ak! (jeg seer det af et gammelt Brev med Skræk)

Først efter femten Mellemvintres Ende

Dem kommer fra den samme Pen tilhænde,

Den samme Baggehund, som eengang giøede Dem

Saa snorrigt, at De fandt de ypperligste Sange

Af andre Digterdyr kiedsommelige lange,

Mod hans Vov vov! naar han mod Dem sprang frem,

Paa fire Been, fra alle sine fem?

Erindrer De, hvor lig han dengang var en Hund;

(I Væsen, meener jeg, i Troskab, og i Sproget;

Thi alle Lignelser i Verden halte noget)

Han er, og bliver det endnu i allenstund;

Endskiøndt han nogen Tid lod til at øve

Sig i, paa tydsk at vorde Løve;

Og af og til endogsaa reiste sig

Paa sine Bagbeen, for lidt opad Banke,¹

Men mere strunk Alvorlighed at spanke,

Og lade noget mere folkelig.

Han streed imod Naturen, da det Jydske

Han i sit Væsen prøved’ at fortydske:

Og endnu meget mere, da det Danske

Han gav sig til, o Rasen! at forfranske —

For længe siden han den Ruus udsovet har;

Og er igien, som før, en ærlig Siællandsfar.

        Hvor uforanderligt hans Hierte dansk mon være,

Kan den Omstændighed Dem lære:

At Amor selv (der dog, som hver Mand veed,

Formaaer endog Umuelighed)

Ved tvende Gange ham at binde,

Først til en tydsk, saa til en gallisk Schweizerinde,

Har ganske spildt sin Tid

Og Flid

Paa hans Omdannelse. Han er og bliver

Den samme; logrer, muuler, giøer

Endnu bestandigen, som før;

Og, som for femten Aar han skrev, endnu han skriver.

        Hvor langsomseent en Tid af femten Aar

Paa Livets Kiøgevei bortgaaer,

De neppe veed, letfodede Veninde!

De dandsede paa Roser ligefrem

I Livets første Vaar, og tryg, i elskte Hiem.

Den samme Strækning jeg i hede Sommerdage,

Blandt Torne lagde stønnende tilbage,

Paa mangen Sidevei, nu hist, nu her.

Og saa betydelig den Forskiæl er,

At mig nu synes fiern, hvad Dem end synes nær.

Paa denne Grund jeg haaber, De vil finde

Hvad, efter et Forløb af femten Aar

Jeg skriver her — et Svar paa det De skrev i Gaar;

Endskiøndt mig samme Brev er gaaet reent af Minde,

Saa reent, at jeg endog tør ikke sværge paa,

At De mig skrev et saadant nogensinde.

        Jeg over denne Tvivl en Streg vil slaae —

Og, glemmende mit halve Liv, nu lade,

Som om jeg Dem for femten Dage saae,

De veed nok selv, i Lille-Kongens-Gade,

Og sidste Gang, hvor nu De boer,

Og hvor jeg kyste Deres Haand i Fior.

        O Lotte! Lotte! — (Deres Mand forlade,

Som Broder og som Ven, at ligefrem,

Som til en Søster, end jeg skriver Dem!

Jeg veed, De Begge stive Titler hade) —

O Lotte! kunde jeg i disse Blade

Mig lægge heel og holden, som jeg staaer

Og gaaer!

Og med den gode Leilighed mig liste

Fra min Pariserpult til Deres Sofa, Seng,

Stol, Stolestad, Gaard, Have, eller Eng —

Med eet Ord: hvor De er! jeg gierne gav mit sidste

Udødeligheds Haab, min sidste danske Sang

Derfor! saa heftig brænder i mit Hierte

Den Længsel, Dem at see endnu engang,

Og takke for det Baand, De mig forærte

Til Afsked — som er heelt endnu —

Og, til min Glæde (skiøndt jeg daglig strækker

Dets Silke, naar jeg op af Lommen trækker

Mit Uhr, og Deres blide Minde vækker)

Ligt vores Venskabs, aldrig gaaer itu.

        Hvor levende staaer malet for mit Øie

Den Punsch, hvori De Glædens Moly giød,

Lig Helena! Hvori min Sorg og Møie

Saa sødt ved Deres giæstfrie Bord henflød!

End seer jeg Deres Mand og ved hans Side

Den stille Anker, og den gode Ven,

Jeg havde bragt med mig til Deres Gilde hen,

Og, som De syntes Alle godt at lide —

Castor- og Pollux-Wedel — og den Brud,

Hvis Øine, selv ved Deres Side,

Mig truede med de bekiendte Skud,

Der, uden Hovedet just bort at tage,

Ei lade meget stort deri tilbage;

Jeg meener hende, som formodentlig

Alt længe giør vor Manthey lykkelig —

Den hele Himmel for mit Øie staaer,

Som om jeg først faldt ned deraf i Gaar!

Hvi kan jeg ikke did igien opspringe?

Men ak! det Middel, mig er levnet her

Til Flugten mod Olymp, er ingen Gudevinge;

Men blot en Gaasefjær.

Kan Tanken og, ved Hielp af den, sig svinge

Til Dem, saa bli’r dog Kroppen, hvor den er.

        Men sæt engang, det Flugtmirakel skeede,

At Kroppen virkeligen fulgte med —

Og at jeg pludselig i min Begeistrings Heede

Fløi, som jeg staaer og gaaer, til Deres Opholdssted:

Hvad vilde følge? Spørsmaal, sammenblandet

Med Studseraab: „Men er det virkelig

Dem selv? Naar kom — hvordan? hvorfra? — men sig!

Hvorledes lever De? — Fortæl os ordentlig!” —

Hvad havde jeg derved at tage vare?

Svare! —

I Grunden kunde jeg ei giøre meget meer,

End hvad jeg nu vil giøre her.

        Jeg lever — for Dem alt til Punkt og Prikke

Sandfærdigen at melde — som en Mand

Af min Natur, i min Forfatning kan:

Jeg lever — reent ud sagt — jeg lever ikke.

Jeg høit, paa en vellystig Enkes Viis,

(Hvis man vil kalde Liv at aande, spise, drikke,

Som det sig i et Hospital kan skikke)

Henbringer Livet her i Enden af Paris.

Jeg paa Regentsen selv med denne Byes Personer

Meer Omgang holdt, end, midt iblandt dem, her;

Jeg saae dog et Par franske Mænd og Koner;

Jeg læste tidt dog Moniteuren der;

Og vidste dog omtrent, hvad Landsbyepræster vide,

Om hvad der gaaer i Svang i denne Hovedstad,

Om ei saa meget, som de fleste gide,

Saa dog langt meer, end selv jeg vide gad.

Men her jeg ikke veed engang af franske Sager

Saa meget, som om Grønlands — skiøndt, hvad alt

Jeg veed om disse, Puff mig har fortalt:

At nemlig Landet fast paa Dankwerts Kort optager

En Plads, som Frankrig — „at den østre Part er størst” —

Og — „at man har sin Grund til den at sælge først.”

Jeg om Paris i en ægyptisk Pyramide

Hvad her jeg veed, og mere, kunde vide;

Thi mangt et Mindeskrift maaskee mig lærte der,

(Da næsten alle franske Generaler,

Hvorhen de komme, Væggene bemaler)

Hvad jeg for lang Tid siden glemte her.

        Min Omgangskreds er, langt fra Verdens Trængsel,

Indskrænket, i mit stedse lukte Fængsel,

Til trende Væsener af begge Kiøn:

Min Kone, hendes Fader, og min Søn.

Den første, sygelig, forlader ei sin Stue —

Den anden, meer end syg, forlader ei sin Seng —

Den tredie, min søde Frue!

Saae sidste Gang i Fior en Eng —

Jeg selv, for at forstrøe min hospitalske Jammer,

Som oftest sidder, hvor Herr Patrioten sad,

Der skrev om Sparsomhed et Ugeblad,

Nedgravet i en Art af Pultekammer,

Og skriver — om just ikke paa et Fad,

Som Harlekin — saa dog, maaskee „til Skade

For Blæk, og Pen, og for de skiønne rene Blade,”

Et patriotisk Heltedigt

Om Odin, Skjold, og første danske Sæder —

Der, som jeg haaber, bliver ypperligt,

Hvis Nornen mig at ende det tilstæder.

        Jeg ingensinde var saa pære dansk,

Som jeg det her, hvor alt er ganske fransk,

Maaskee netop af den Grund, er blevet;

Og aldrig hiemme jeg i lige Tid

Saa meget siællandsk digtet har og skrevet.

Jeg dansker, fynsker, jydsker Dag og Nat,

Som om jeg af Peer Syv og Edda var besat;

Jeg ingen anden Ting i Verden ændser —

Min Siæl er snart i Iisland, snart paa Hveen,

Snart paa Fredsberg, snart paa en Bautasteen;

Kun aldrig uden for det elskte Nordens Grændser.

Min Helt er ogsaa der. De veed min gamle Skik,

At stirre med enthusiastisk Øie,

Paa hvad mig synes straale fra det Høie;

Lidt Hang fra Barnsbeen af jeg til Beundring fik —

Men, skiøndt i Skyggen her af en og anden Mave,

(Som efter Keisermad skal være reent af lave;

Og som for sig vil Alles Stirren have)

Mit opadvendte Digterblik

Sig hefter eene paa vor Frederik.

        Nu har jeg Dem, Veninde! næsten alt,

Hvad jeg om min Forfatning veed, fortalt —

Hvis De min Fanny havde lært at kiende,

Jeg havde sprunget reent forbi

Det hele dumme Vrævlerie,

Og blot fortalt Dem sødt og sandt om hende. —

        Men Himmel! hvor dog Tiden den kan rende!

Trods Hulbyeveien i min Poesie,

Tre Timer ere løbne mig forbi!

Jeg maae i Hast til Slutningen mig vende.

        Lyksalig Ægtekiærlighed

Er Himlens bedste Gave, som De veed:

Os begge denne Skat blev rundeligen givet —

Men ak! der hører meer end himmelsk Salighed

I huuslig Eenighed og Fred,

Til froe paa denne Jord at nyde Livet.

Vi, trods vor Elskovs Himmel, ofte fandt

En smule Skiertsild, selv lidt Helved, deriblandt.

Vi Dødelige til saa meget andet trænge:

Til Støvler, for Exempel, og til Skoe,

Til Sundhed, Snuustobak, og Natteroe,

Til gode Venner, og især — til Penge.

„Af bare Kiærlighed,” forsikkred Rector Ott,

„Kan leves godt;

Men ikke længe.”

Den ene Forskiæl er: hvor samme finder Sted

Med Tab af andre Livets Glæder,

At dobbelt man hvert Modgangsstød begræder,

Og tvende lide, hvad en enkelt ellers leed. —

En tabt, og hidtil uerstattet Datter —

En Fader af et apoplectisk Stød

Henstrakt paa Leiet mellem Liv og Død —

Min Fannys svage Helbred — sparsomt Brød —

Parisisk Vand, og aldrig siællandsk Grød —

Racines Graad, og aldrig Holbergs Latter —

Forkommen underveis af mangt et Brev —

Og næsten aldrig Svar paa dem, jeg skrev —

Det Alt, tilsammentaget, min Veninde!

Mig nøder til, trods min Gudindes Favn,

Langt mere suurt end sødt at finde

I Himlen langt fra Dem og Kiøbenhavn.

O! kunde hun, som ene hvert et Savn

Forsøder mig, vort Nordens Kuld fordrage;

Og var ei Livet paa den Plet, hvor jeg blev fød,

For hende sikker, uundgaaelig Død;

Trods alle Hindringer, jeg skyndte mig tilbage!

Men fastholdt, hvor jeg er, af dette Baand,

(Hvis Styrke Deres eget Hierte kiender)

Jeg arme Baggehund kun af og til min Aand,

I længselfulde Bief mod Norden sender.

        Men det er Tid, at jeg for denne Gang

Min Bieffen ender;

Den blev Dem ellers alt for lang.

Af Frygt for nye Henfalden i

Mit gamle velbekiendte Mulerie,

Jeg bryder af i Hast — og kysser Deres Hænder.

E. S. Et venligt Svar jeg haaber fuldt og fast

        Paa denne Tilskrift af mit fulde Hierte —

        Og hvis det brister, ubønhørt, af Smerte;

        Hvis De mig svarer ei med nogenlunde Hast:

        Jeg meener, om en fiorten, femten Dage,

        Jeg sværger — og hvad jeg har svoret paa, det staaer:

        Dem med et Sendebrev om femten Aar,

        Om ikke før, igien at plage.