Sammenlænkede, gyldne, riflede Piile,
Hveden kom I, med lægende Lyst,
Mellem lynende, blege, døende Smiile,
Hid til mit saarede Bryst?
Giennem flammende Skyer Stjernerne blinkte —
Fierne Tordener prisede Gud.
Nattens hellige, dybe Stille mig vinkte —
Taus til den eensomme Lund jeg gik ud.
See! som en Lilie staaer paa zittrende Stengel,
Uskyld duftende, smilende, hvid —
Stod der, paa bævende Fødder, i Lunden en Engel,
Skiøn, jomfruelig yndig, og blid.
Himlen glimtede venlig, og Engelen iilte
Smilende til mig. Mit tryllede Syn
Tog hvert Lyn for et Blik af den Hulde, som smiilte —
Og hvert Smiil for et Himmelens Lyn.
Sammenlænkede Perler! riflede Piile!
Hveden kom I, med lægende Lyst,
Mellem Lilias Lyn, og Himmelens Smiile,
Hid til mit saarede Bryst?
Mellem de luende, hellige, døende, blege,
Vandrede jeg, ved den Yndiges Haand,
Giennem Taarer af Dug — og lettere stege
Vore sig favnende Tanker til Aandernes Aand.
Lilia døvede Livets giftige Braadde,
Græd — og saae paa mig Lidende huld —
Giennemtrængende Blikke! blev I til Odde?
Taarer! blev I til Perler af Guld? —
Tause stod vi, med Ahnen af Englenes Smerte —
Mat omglimted af Glædernes Iil —
Over os glimtede venlig de Tvillingers Smiil —
Da slog det doppelte Lyn af Salighed ned i mit Hierte!
Og paa det Bryst, som den enkelte Straale fortærte,
Sidder nu, lægende Saaret, den dobbelte Piil.