Mandindens Mindefryd og Mandens glade Haab —
Og Fremtids lyse Svar paa Fortids mørke Raab —
Det Suk af anet Lyst, og det af svunden Smerte,
Som letter, vexelviis, og tynger Livets Hjerte —
Foreener Digteren, i Rimets Ekkoklang
Og Strophens Tvillinglyd, til sød melodisk Sang:
Snart Engens muntre Fugl, som Morgnens Purpurglimmer
Ophvirvler i det Blaa fra Bækkens Blomsterbred —
Snart Lundens Nattergal, der gynger op og ned
Paa grønne Qvist i Aftenrødens Skimmer.
Men naar Naturens Liv — ei længer enkelt Deel —
Ham i sin Eenheds Favn sig aabenbarer heel —
Naar Mennesket ei meer, som Mand, og som Mandinde,
Ham hilser paa sin Flugt imellem Haab og Minde —
Naar midt i Tidens Strøm, som det, der ei forgaaer,
Med Evighedens Præg det for hans Øie staaer —
Naar i en Kiædes Kreds, hvor intet Led han savner
Sig fiernest Hedenold og sidste Fremtid favner —
Foreener Digteren i een harmonisk Klang
Sit himmelstille Qvad med alle Sphærers Sang:
Ei qviddrende han meer, nu op, nu ned, sig svinger;
Men Svane svæver han, og selve Flugten klinger.