Jens Baggesen (1764–1826)

Fra mit Breidabliks den lyse Bue

        Steg jeg ned, trods Skyerne, hvis Torden

        Rundt i natligt Mulm indhyldte Jorden,

Uden for dens Spøgelser at grue —

For med Flammen, som jeg gav til Skue,

        Paa de Freias Altre her i Norden,

        Hvor den selv i Digt var udslukt vorden,

At gientænde Kiærlighedens Lue.

For mit Offer eene jeg begiærte

        Bifaldssmilet af den Rene, Hulde,

                Som jeg helligede Sangens Flammer.¹

Ak! selv hun med Dødens hele Kulde

        Viser Hødur Veien til mit Hierte,

                Som ved hendes Hielp han eene rammer.