Jens Baggesen (1764–1826)

        Jeg har Klokken henimod syv i min Stue,

Den yndigste, deiligste, vakkreste Frue,

Som nogentid Engelland bar.

De elsker dog Engelland, Skiønhed, og Ynde —

Kom, kiæreste Winsløw, det Blod at fortynde,

Hver af os i Hovedet har!

Jeg veed, at De kommer kun for at helbrede —

Tre Patientinder hos mig ere rede,¹

At modtage Helbred af Dem:

Min Kone har Hoste — min Søster har Krampe —

Min Stuepige ligger i Feberens Dampe —

Min Søn og jeg selv — det giør fem.

Men det Hospital er kun lidt — mod den siette,

Den omtalte Frue, hvis Hoved at lette

Jeg egentlig bønfalder om.

De finder desuden vor Schulz og hans Mage;

Og kan Dem en Steg af et Paaskelam smage,

Og vil De til Takke med Torskene tage

I nysmeldte Selskab, saa kom!