Vee! tretten Gange vee det Øieblik,
Hvori jeg første Gang det Indfald fik,
At rime!
Vee! tretten Gange vee den Tyge Brahes Dag,
Da noget (ganske vist en Diævel) lumskelig
I Øret hvisked’ mig:
„At giøre Vers er ingen Sag!”
Jeg siden ei har havt en rolig Time.
Jeg, som har røbet nys paa langs og tvers
Min unge Muses Vildskab, snart i lange,
Snart korte, snart i vide, snart i trange,
Og overalt i lovlig slette Vers,
Paa samme Farvand atter mig begiver.
En Sømand tidt i Havsnød sværger paa,
I Hastighed ei meer ombord at gaae
Og næste Dag fra Landet atter driver.
Liig ham jeg krydser, driver, lægger bi;
Min Fabel er det Skib jeg sidder i;
Min Vildskab er den Vind, som blæser stik imod,
Og, om jeg paa mit Hoved stod,
Kan jeg dog ei til Skuden sige:
Gaae Skude! gaa mod Vinden ganske lige!
Hvi vil jeg seile da? Spørg Skiebnen, kiære Ven!
Man staar mod alle Ting, kun ei mod den.
I Gaar jeg ganske fast mig foresatte,
At byde Skiæbnen trods, og svor, til evig Tid
At aldrig vilde mindste Vers forfatte,
Knap Epigram engang, trods al den Flid
Hver Nar sig giør, der gaaer forbi mit Kammer,
For mig at narre til at giøre Epigrammer.
I Dag, jeg veed ei selv hvordan min Pen
Gaaer paa Papiret alt sin skiæve Gang igien.
Der var en Mand i Engelland et Sted,
Jeg husker ikke hvad han hed,
Naturligvis han hed vel sagtens noget —
Dog, da jeg holder det for baade Synd og Skam,
At snakke om en Mand, og ikke nævne ham,
Saa sætter jeg, at han hed Lovingham,
For ei at snakke ganske hen i Taaget.
Den samme gode Mand var frie
For Bryderie
Med ellevte December, og Patroner,
Og Verter, som Herr Pips, der vil betales strax,
Og slige skrækindjagende Personer,
Som, for Eksempel, de, hvis Vaaben er en Sax,
Som skaber Mennesker, men dræber dem igien
Med Regninger paa Skabelsen,
Og de, som springe rundt omkring paa Luur,
For reent, som oftest, at annihilere
Den sidste Stump af Skræddrens Creatur;
Han reent var fri for dem og mange Flere,
Der med og uden Skiæg,
Saa mange Siæle dividere —
Og levede som Blommen i et Æg.
Jeg ønsker meget hiertelig,
At det gik ligesaa med mig —
Nu, Herre Gud! det gaae nu, som det kan!
Igien til vores lykkelige Mand.
Maaske man tænker, dette skulde være
Det hele Malerie paa hans Lyksalighed?
Man tænker feil; thi Penge ere
Aldeles ikke nok til Sindets Rolighed,
Og uden den — Farvel! Lyksalighed.
For Guld man kiøber galoneerte Klæder,
Og Hofmænds Buk, og knibske Pigers Skierts,
Og Vittighed, og Dyd, og fine Sæder,
Og Himlen selv i sultne Skaldes Vers;
Men troe mig, aldrig, aldrig — rene Glæder.
For ei ham selv, (som tidt, desværre! skeer)
Men for hans Lykke her at krone,
Gav Himlen ham en meget deilig Kone.
Mærk vel, jeg mener her ved deilig meer
End alle Træk af Venus Erycine,
Det deilige, som ikke taber sig,
Og ene giør en Mage lykkelig,
Den ømme, gode Siæl, som møder mig
I hvert et Blik af min Palmine.
Nu som den Ene veed, den Anden slutte kan,
En Pebersvend af Guld bær ikke Vand,
Bar han endog St. Pavens Trippel-Krone
Imod en Mand af simpel Jord, som kan
Fra Sol gaaer op, til Sol gaar ned,
I uafbrudt lyksalig Kiærlighed
Omfavnes af saa elskelig en Kone;
Men ak! fra den Tid af, da vores første Fader
Bar sig i Paradis netop saa daarlig ad,
Som hver iblandt hans Afkoms Myriader
Fra Sem og til den Søn, jeg ønsker dig, Palmine!
Sig havde baaret ad,
Fra den Tid Roser groe blandt Torne, Fryd hos Pine,
Og nu, da Nøisomhed er reent fra Jorden veget,
Forjaget af de nye Nødvendigheders Hær
Til ret at være lykkelig, desvær’!
Udfordres meget, overmaade meget.
Vær æret, viis, og rig! Tryk til dit Bryst
Den yndigste blandt alle Jordens Koner,
Se hende lide, du er uden Trøst,
Viis, æret, elsket, Mand paa Millioner!
Døm aldrig nogensinde Den og Den
At være ganske lykkelig, min Ven!
Den rige Claus har selv imellem Hovedbrud;
Ei skue vi det Kryb i vore Haver,
Som volder, Planter, Blomster, Træer gaar ud,
Og Ingen seer den skiulte Orm, som gnaver
Dens Siæl, hvis Klædebon med Diamanters Lyn
I Dandsens lette Sving forblinder Pøblens Syn.
Hvor mange tunge Suk i skiulte Vraaer lød!
O! mange Taarer blot i Maanens Paasyn flød
Fra deres Øine, som med konstig muntert Smiil
I Selskab skiule maae, blandt tankeløse Daarer,
Den giftige, den dødelige Piil,
Som Hiertet uophørlig saarer,
Og saarer tidt saa dybt, at konstig Munterhed
I dyb Fortvivlelse for evig sænkes ned;
Vor Lod det engang blev paa denne Jord at græde,
At blande Smiil med Suk, og vexle Sorg med Glæde —
Sandt nok, hvad før jeg troede, nu jeg veed:
Lyksalig Elskov blev fra Himlen sendt herned,
Som Støvets allerstørste Herlighed;
Men Himlen gav det naadig een endnu,
Som kappes om med hiin, hvem Prisen skal tilhøre,
Som for min Mand ret lykkelig at giøre,
Jeg her maa lægge til endnu:
Han havde det, omsonst saa Mange søge
Fra Kallundborg til Kjøge,
Og altsaa, haaber jeg til Siællands Ære,
Hvor skal det være,
Det, som man næsten aldrig har paa Thronen,
Som Manden ikke altid faaer med Konen
Den Skat, som alle Tab erstatter os igien,
Kort: en fornuftig, dydig, trofast Ven.
Hans Navn er glimrende blandt mange store,
Og til vor Tid endnu bevart;
Herr Bayle siger tydeligt og klart,
At denne Ven hed Thomas Moore.
Herr Lovingham var Fader til to Piger,
Den yngste var saa smuk, at det, som Naso siger,
Var en formastelig Forvovenhed
At prøve paa, fuldkommen at afridse
Blot hendes allermindste Fingerspidse,
End sige hele hendes Deilighed.
Den ældste, Fanny, derimod —
Jeg siger ikke meer, jeg nødig vil umage
Mig med at male sligt,
Som udført nok saa mesterligt
Dog ingen Moders Siæl i Verden kan behage —
Nok sagt, at Fanny ei var nær saa smuk, som god,
Og contrasterede med Spøgelser især
Deri, at hine meest i Mørke skyes,
Som farlige at komme nær,
Hun derimod var skrækkeligst ved Lys —
For Resten manglede hun ikke Vid,
Og man paa hendes Dyd ei noget kunde sige:
Kun, at hun ei fra Arilds Tid
I Grimhed havde havt sin Lige,
Og fik den heller ei, før Tydsklands Poetinde
Til Sommes Lyst og andres Skræk blev til,
Der, hvis man ellers kan og vil
Til somme Kobberstykker fæste Troe,
I Grimhed kunde gaae for To.
Forældrene var’ ei ved denne Forskiel blinde;
Vel knurrede de ei mod Himlen for en Torn
Blandt tusind Roser; men skiøndt deres Dyd
Forbød dem Knurr, tillod den dem at græde;
Det Huus, som et Par Aar tilforn,
Før Kopper kom derind, et Tempel var af Fryd,
Blev nu Melancholiens Sæde.
Herr Moore kom saa tidt, som Ven, i Huset,
At han omsider gik som Elsker ud.
Den yngste Datter giorde Hov’det kruset
Paa Manden og den kiære Elskovs Gud,
Saa vældigen beskiød ham Skud i Skud,
Til han omsider blev som helt beruset,
At ønske: Gid den Pige var min Brud!
Men Timerne — den første Kiærlighed
Giør Maaneder til Timer, som man veed —
I Elskovs Sukke sødt for Moore sig bortliste,
Han i sin Tummel dog sin Ven bestandig seer,
Og seer ham med Forundring meer og meer
Sin fordums Munterhed at miste.
„Min Ven!” udbryder han engang
Spadserende med Lovingham alene,
Mens Vestenvindens Dands i Bøgens Grene
Til Bækkenes Musik og Nattergalens Sang,
I Aftenens høitidelige Scene
Dem begge To til Følelser indbød;
Men, som sædvanlig, hver til sine —
„Min Ven! hvor smiler Aftnen yndig rød!
Men denne mørke, kummerfulde Mine
Forraader, at den smiler ei for dig —
Og taus du nærer denne skiulte Smerte;
Udøs for mig, min Ven, dit hele Hierte!
Hvo veed, maaske jeg var saa lykkelig,
Om ei at hæve, dog at lindre
Din Sorg! o Ven! den halv tilhører mig,
O lad mig dele den, o! negt mig ei den Lyst,
Udeelt forstørres Sorgen i vor Bryst:
Men deelt i Vennefavn den altid bliver mindre.” —
Den Form, i hvilken alle Andre svare
Naar de blier spurgt om Ting, de ei vil svare paa,
Blev brugt af Lovingham; for Tid at spare,
Jeg altsaa videre vil gaa.
En Maaned eller to gik hen som saa
Kied af tilsidst sin Ven at plage
Vor Moore taug; men blev, som før, hans Ven;
En gammel Mode, som er nu af Brug igien
I vore Dage.
„Tag, Himmel, tag igien den Rigdom, du mig gav;
Giv mig for dette Slot en ussel Hytte,
Og Plads ved samme til en Grav!
Jeg ønsker Intet meer; mig intet meer kan nytte.
Den Engel, du mig gav, til Livets Lyst,
De To, jeg faderlig saa tidt har kyst,
Den Ven, jeg trykker tidt fortrolig til mit Bryst,
Vist ville glade med mig alle flytte;
Tag, gode Himmel, tag alt Andet hvad, du vil;
Men giv min Datter, giv min elskte Mage,
Giv mig den Roe, den tabte Ro tilbage,
Som døde med min Fannys skiønne Smiil!”
Saa lød blandt Skovens melankolske Bøge
Paa Steder, som man pleied ei at søge,
Den ømme Faders Sukke; ofte nød
Han der en Lindring i, at bittre Taarer flød;
Tidt blandtes der hans Suk med Philomeles Klager,
Tidt gik han der, og sine Hænder vred.
Engang det Hændelsen behager,
At sende Moore hen til samme Sted.
Skiult hører han hvert Ord fra Lunden næst derved;
Tungt falder hvert paa hans venskabelige Hierte;
Useet erfarer han nu Grunden til hans Smerte,
Og ubemærkt sig atter lister bort.
Men da den ædle Tid sig ogsaa lister med,
Saa vil jeg nu for Alvor være kort.
Den næste Dag man Thomas Moore saae
Med splinternye Silkestrømper paa,
Med Chapeaubas, med Kaarde og deslige,
I Frierstilling for Herr Lovingham at staae;
„Min Ven! jeg kommer — og jeg har den Ære,
at komme, saasom — eftersom — og” — „Kiære!
Hvortil de Complimenter? Hvi saa peen?
Dog, ha! jeg gietter alt, hvad du vil sige —
Om her i Stuen var nok En,
Min Datter skadede vel ei saa lige —
Maaske da Tungen bedre kom i Gang,
Og din Prolog blev noget mindre lang?
Jeg veed det alt! Tænk ei, at dine Blikke
Blev ubemærkte! tænk og heller ikke,
At dine Suk for hende ind i eet,
Og atter ud af andet Øre foere!”
„Min Ven, udbrød den ædle Thomas Moore,
Det glæder mig, at du har seet,
Hvad falsk Undseelse forbød mig før at sige;
Jeg derved altsaa spare kan
En Hoben Sving og gaa lidt mere lige;
Din ældste Datter har, jeg veed ei selv hvordan
Saaledes meer og meer mig rykket hen til sig,
At jeg i Dag maa sige dig:
Jeg kun ved Fannys Ja kan blive lykkelig.” —
Man let kan tænke sig ved denne Lejlighed
Herr Lovinghams Forundring, Studsen, Glæde;
Men ei saa let den Guddoms Fryd, hvormed
Vor Moore saae sit Værk. Saa fra sit Himmelsæde
Nedsmilte fordum Kiæmpernes Betvinger
Til Baucis og Philemons Fryd.
Kun den hvis Siæl sig op til Himlen svinger
Med stadig Flugt, og stolt og seierrig
Seer Mængdens Spot og Fordom under sig,
Kan tænke Datteren af dig,
Guddommelige Dyd!
Den himmelrene Lyst, at skue Brødres Glæde
Kiøbt med sin egen Qval. Kun Dydens Ven,
Hvis ædle Bryst var aldrig Lastens Sæde,
Kan tænke den.
Den sande Dyd til intet Fremmed trænger,
Den er, som Elskov, selv sin egen Løn
Til den Termin, da Had og Spot ei længer,
Skal følge den miskiendte Søn.
Lad Dyds og Elskovs Følelser regiere,
Selv ubelønnede, bestandig i dit Bryst!
At elske, troe mig, altid sødt vil være!
At giøre vel, vil stedse blive Lyst.
Men, ak! kun En og Anden Tillid fæster
Til denne Sætning. Tag Belønning bort,
Saa mister snarlig Dyden sine Giester,
Dens Tempels Tilløb bliver ikke stort —
Den Mening har desværre mange Fleer.
For altsaa Mængden at faae tilfredsstillet
Ved min Historie, jeg burde vistnok her
See til at faa en lille Fee i Spillet,
Hvis een slog ikke til, den hele Hær;
Og saa ved sammes Hiælp, i sidste Scene,
Naar Helten med sin Brud fra Brudeskamlen gik
Faae Englands Karschinn i et Øieblik
Forvandlet om til Albions Helene.
Men det maa være nok for denne Gang;
Der gaaer for megen Tid til de Spektakler.
Tilfreds med blot at have viist, i Sang
Jeg ogsaa kunde hitte paa Mirakler,
Jeg ender med at sige kortelig:
Frue Moore blev sig selv bestandig liig;
Men hendes milde Dyd, forenet med Forstand,
Den ømme Følelse, den takkefulde Varme,
Hvormed hun følte sig i sin Tilbedtes Arme,
Den Omsorg for ham idelig at fryde,
De hede Taarer, som i Strømme flyde,
Naar han er ikke glad, den Fryd, som hviler
Paa hendes hele Siæl saasnart han smiler,
Tid, Vane, disse sande Feer ene
Vor Fanny giorde snart til en Helene,
Og Moore til den lykkeligste Mand.