Fortvivlelse! dig helliges min Sang,
Og den, som hænger sig, og den, som hang,
Og den, sig hænge vil, om han har Øre,
Han høre!
For nogle Dage siden drømte jeg —
Om paa Collegium, om ved Dispyt for Graden,
I Stuen, Kirken, eller midt paa Gaden,
Det husker jeg just ei —
Og, om det var om Natten eller Dagen,
Giør ogsaa meget lidt til Sagen —
Jeg drømte kort: jeg ejede en Pung
Af store Kobberpenge ganske tung —
Hvorfor just Kobber? Nu min smukke Frue
En Drøm møbleres ikke som en Stue,
Sligt falder som det kan, og ikke som man vil —
Dog gietter jeg en Grund dertil:
Man drømmer, som De veed
Meest om de Ting, man jevnligst omgaaes med,
Og Sølvmynt er nu fast saa sielden her
Som een af Deres Kjøn, der ei nysgierrig er.
Det altsaa Kobber var — men een Beskaffenhed
Ved Pungen, som desværre kun kan drømmes,
Gav dog min Drøm en lovlig Vigtighed,
Den nemlig: at den aldrig kunde tømmes.
Jeg vaagned’ — greb i Lommen strax, og fandt,
At den var tom som før — og Drømmen Tant.
Jeg ærgred’ mig en Smule, som de Rige,
Men slog det hen,
Og blev i føje Tid saa glad igien
Som mine Lige.
Den næste Gang jeg drømte mig Poet,
Skald, Barde, Digter, hvad man kalder det,
Som alt skal komme ud paa et;
Men af den rette Sort — ei som saa mange Skialdre,
Hvis Hymner høit som tusind Tordner knaldre,
Hvis Sange bølge sig uvist hvordan
Som Oceanet, eller Ossian,
Saa længe til de blive Fidibusser —
Nei jeg var sand Poet; exempli gratia,
Som han der sang om Rolf, og Balders Død;
Som han, der sang den Ambolts Værk, hvorfra
Kom idelig Tata, Tata;
Som han, hvis Luth om Axels Elskov lød;
Og han, som sang Emilia —
Som een af Roms de tvende Publiusser.
Jeg vaagned i en yndig Elegie —
Og giorde Oder i mit Raserie;
Men slængte Pennen bort — og strax var det forbi.
Den tredje Gang jeg drømte mig til Viis —
Ei blot for Rimets Skyld, jeg her en Priis
Med Læserens Tilladelse maae tage;
Thi rigtig nok i vore Dage
Det lader, som om Lykkens Paradiis
(Hvorom saa jammerligen kriges)
Stod mere aabent for et Drog end for en Viis —
Og det er vist, til Lykkens Tempel siges
Indgangen trang — hvo intet Hoved har
Han smutter lettest ind, den Sag er soleklar.
Man altsaa let formoder, at jeg ikke
Ved denne Leilighed fandt største Trang til Strikke,
I det jeg vaagned op og følte mig
Om ikke ganske hov’dløs, dog, som andre,
Lidt meer beqvem til Lykkens Vej at vandre —
Der hører Viisdom til at hænge sig.
Naar kiedtes Tossen vel ved Livet? eller
Naar saae man vel en Claus ulykkelig?
Dog — ganske Claus er jeg just ikke heller.
Jeg siden drømte mig i Himmerig —
Og fandt mig der saa vel og à mon aise
At jeg til evig Tid
Fast havde kunnet blive der, og blæse
Ad hele Verdens Kobber, Kunst og Vid —
Sær slog Musiken mig — en Seraph sang
Ledsaget af Cherubers Harmonier
Den skiønneste af Schulzes Melodier
Til Davids egen Harpes Klang,
Fast bedre end du synger den, Dorine!
Men da jeg saae mig om (hør Under stor!)
Opdaged’ jeg i dette Himmelchor,
At denne søde Sanger var — Dorine,
Dorine selv! — hvad Støvets Ord
Kan male min Henrykkelse — jeg foer
Som Lynet hen i hendes aabne Arme —
"O Vellyst!” raabte jeg — men ak! hvor stor
Blev min Fortvivlelse, da vaagnet, for Dorine
Jeg øinede en gammel Proserpine —
For Chor af Engle en Flok Valbye-Gæs —
For Schulzes Lovsang en afskyelig hæs
Staccato-Skraalen: Flekkesild og Reier —
Kort sagt, da fra Olymp, som fordum Herr Vulcan,
Jeg pludselig faldt ned ved Gammelstrand.
Som sagt, og som bevist, for Bagatel jeg pleier
Just ei at hænge mig —
Pung, Poesi, Prudenz — og selv et Himmerig,
Hvor ei Dorine smiler — kan jeg miste
Og staa, som Eegen mellem faldne Qviste;
Men Himmerig med hende! dette var
For meget. Kiære Læser, om du har,
Og kan undvære den, og selv den bruger ikke,
Saa laan Forfatteren en Strikke.