Carl Bagger (1807–46)

Dengang Flammen greb i Gavl og Tag

Og de Kjære med fortvivlte Miner

Flygted’ fra de synkende Ruiner —

Vistnok, Thune, det var Sorgens Dag!

Aaret svandt. — Med trofast Bjælkelag,

Thune! stod din ny, din bedre Bolig,

Samlede din stille Kreds fortrolig —

Men der kom en ny, en værre Dag!

Hører Du dem inde Psalmen sjunge?

Bort fra Hjemmet kjøre de den unge

Pige, som vi Alle havde troet

Skulde mangt et Aar end hos os boet.

Rastløs gaaer det store Seilskib, som

Bærer Sjælene til fjerne Strande;

Vink fra oven til Marie kom

Og hun sænked’ fromt den skyldfrie Pande.

Hæng i Masten tause Jomfrukrands

Og lad Skibet støde kun fra Jorden!

Hist hun skue skal en Nordlysglands,

Mere skjøn end den her i vort Norden.

Hvergang her et Lys gaaer tabt paa Jord,

Tændes der et nyt i Herrens Himmel:

Sine slukte Stjerners elskte Vrimmel

Finder hist igjen Enhver, som troer.