Ogsaa Du! ja, hvorfor ikke?
Alle stimle vi jo hen
Til det Maal, som venligen
Slør har skjult for vore Blikke.
Intet Storkors frier fra Kisten,
Ingen Pengepung fra Graven;
Verden er jo Dødninghaven,
Drot og Bonde staae paa Listen.
Gaa med Fred din stille Gang,
Gaa til dine gamle Venner,
Til de forudgangne Frænder,
Under dæmpet Psalmeklang.
Der var Liv og Kraft og Lune
Hos Dig her paa kolde Jord,
Der var Mere, gamle Broer!
— Hjerte havde Bonden Thune.
Forend Kisten heelt Dig slutter,
Sende vi Dig Takken hen
For de funklende Minutter,
Som Du skjænked hver din Ven!
— Kold er Jorden nu, den lover
Ingen Blomst til næste Aar,
Og dog kommer der en Vaar!
„Den er ikke død, den sover!”
Dødens Kulde har sig over
Vennens Bryst og Pande lagt!
Dog blier han tillive bragt,
I en herligere Dragt
Med Opstandelsen i Pagt —
„Han er ikke død, han sover!”