Man reiser til fremmede Byer
Og forlader den daglige Dont,
Man aner ikke de Skyer
Paa den fremmede Horizont.
Man vil gjensee de savnede Venner,
Man vil smile til deres Smiil —
Da grave Graverens Hænder,
Da plantes den grædende Mil.
Igaar jeg vilde Dig træffe,
Vilde have en fælleds Dag, —
Da kom mig Din Liigvogn imøde,
Paa Skibsbroen vaied et Flag.
Ak! aldrig „under tre Øine”
Vi skulle samtales meer!
Først under fire bedre
Igjen vor Samtale skeer;
Først i et skjønnere Landskab,
End de smukke, Du falbød her,
I en blankere Morgenrøde,
I et mildere Fredens Skjær!
Der gamle, trofaste Geismar!
Seent eller tidligt vi sees,
Hist oppe paa Bundtmagerloftet
Der atter skal spøges og lees.
Ved Urnen frugter er Tænken,
Kun Tillid til Himlens Blaa. —
Guds Barmhjertighed over Enken
Og over de stakkels Smaa!