III. Afskedsepilog
(Fremsagt af Hr. Lange.)
(Fremsagt af Hr. Lange.)
Det er nu en Vane, det er nu en Skik,
At Skuespilleren med et taknemmeligt Blik
Træder frem, takker Alle med ydmygt Buk.
Det gjør jeg for mig selv: jeg veed det grandt,
At her jeg et skaansomt Publikum fandt,
Som med venlig Pande, med Lyd fra Læben
Belønned min Iid og min Stræben,
Hvert kunstigt Smiil og hvert kunstigt Suk:
Jeg haaber, at, hvis jeg kommer igjen,
Vil Publikum vedkjendes gammel Ven! — —
Men i Aften træder jeg ikke op
For mig selv; jeg staaer for den hele Trop:
Jeg staaer som en mæglende Gesandt,
Der lægger den sidste Haand paa Freden
Og takker for Tiden, som glædelig randt,
Og takker Dem Alle for — Kjærligheden.
O, tro mit Ord! det er mangengang
Det falder tungt, at spille sin Rolle:
Naar man mærker, at Publikums Hjerter er kolde,
Da savner Stemmen sin malmfulde Klang,
Da hendøer Smilet om Munden,
Man føler sig mat, man tænker sig bunden,
Og friskt springer aldrig det frie Ord
Fra den Mands Mund, der sig lænket troer!
Det er ikke ved Kulde, ved Haan og Spot,
At Talentet udfoldes og trives:
Fremelskes skal det og pleies godt,
Den kjælne Blomst maa ved Varme drives!
Ja! friskt kun springer det levende Ord
Fra den, som sig rigtig forstaaet troer!
See! derfor spilled vi her med Lyst,
Fordi vi saae paa det store Bryst,
At et Hjerte banked derinde!
Et Hjerte, der slog for Kunstens Hal,
For Hver, som sig vied hiint store Kald,
Hvis Maal de Færreste finde!
See! derfor vil i hver fjernet Egn
Vi mindes Byen med Lilliens Tegn,
Og elske det venlige Minde,
Og ønske: „naar Vintren igjen
Gaaer med Snee over Jordfladen hen,
Gid den maatte os her gjenfinde!”