II. Prolog
(Fremsagt af Hr. Printzlau.)
(Fremsagt af Hr. Printzlau.)
Mange Stjerner sees paa Himlen staae,
Men den største selv fordunkler ei den mindre;
Der er Plads nok paa det store Blaae,
Hvor de alle kan faae Lov at tindre.
Mennesket klassificeerte dem,
Satte dem i første, anden, tredie Rang,
Satte dem i Ordnen bagved eller frem,
Efter Lysets Glands, der fra dem sprang.
Retsom hine evige Pailletter
Paa den store Konges lysblaae Kaabe
Glimre gradeviis i klare Nætter,
Som en større eller mindre Perledraabe — —
See! saaledes og med os! naar hiin,
Uopnaaelig paa Kunstens Firmament,
Staaer som Talma, Garrick eller Kean,
Ak! er denne kun — „en reisende Student;”
Kun en reisende Student i Kunstnerlivet,
Kun et Glimt, der vidner om
Hvad en gunstig Guddom haver givet
De Indviede i Kunstens Helligdom; —
Kun et Stykke af en splintret Stjerne,
Kun et fagert Ansigts — Silhouet; —
Kun en halvqvædt Vise, som saa gjerne
Ønsked see sig heelt paa Nodebræt; —
Denne Lod er min jo! men som Han i Himlen
Ingen Forskjel gjør blandt Stjernevrimlen,
Men, om de er høit hvad heller lavt paa Straa,
Elsker alle Stjerner, store, smaa,
Tager i sin Fadervaretoegt
H e l e den pletteerte store Slægt! —
O ! saaledes dømmer — haaber jeg —
Publikum, den mildeste blandt Mødre!
Publikum vil venligt sige: „frygt Du ei!
Jeg har Joseph kjær trods ældre Brødre!”