I. Prolog
(Fremsagt af Jfr. Sønderskou.)
(Fremsagt af Jfr. Sønderskou.)
Tænk Dem en Orlogsbrig paa Havet,
Midt ude paa hiint dybe, rige Blaae,
Der eier Verdner i sit Skjød begravet,
Men lader lignende igjen fremstaae! —
Tænk Dem, at liden Trækfugl, som har fløiet
Henover Vandene, blier træt og mat
Og sætter sig paa Skibets Mast, med Øiet
Fortroligt fæstet paa Matrosens Hat! —
Troer De, at Skibets Mandskab kunde nænne,
At flyde ned den hjelpeløse Fugl?
O nei! Matrosen kom med Korn ihænde,
Han gjæstfri gav vist Flygtningen et Skjul,
Indtil den, styrket, atter kunde strække
Sin Vinge, flyve freidigt over Vand,
Saalangt som Fantaste kan række,
Hen til den ubekjendte, fjerne Strand! — —
Og hvad er jeg? — jeg er som liden Fugl,
Der tillidsfuldt for nogle Øieblikke
Har paa en Seilers Toug søgt Læ og Skjul
Og holdt mig fast ved hvad der svigted ikke:
Klart seer jeg, at jeg ikke gik i Drømme,
Dengang jeg trøstig tænkte: „gak kun did!
„Der vil Man vist ei altfor haardt bedømme
„Begynderindens Stræben eller Flid!” —
Snart kommer Trækfuglstiden. — Hvis engang —
Imellem De har seet paa Fuglevingen
Et fagert Farveskjær, — har hørt en Klang,
Der tyded paa en større Kunstfrembringen, —
Har seet en enkelt Fjer, som heel og holden
Saae glandsfuld ud og blænded Deres Blikke,
Da veed De: „hendes Skyld det var vist ikke,
Thi, ak! det Hele var jo lagt i — Rollen!”