Skildt-Tale
den 26 Juni 1844.
den 26 Juni 1844.
Et Skildt er dog et herligt Tegn
Og det bor holdes høit i Ære,
Det viser Vandreren fra fremmed Egn
Hvor der er godt at være.
Den trætte Vandringsmand, som bar
I Solskin Randselen paa Ryggen,
Han veed, naar han blier Skildtet vaer,
Hvor han kan hvile sig i Skyggen.
Han veed, at Huset, hvor han Skildtet seer,
Besøges af hans gamle Venner
At der af Hjertensgrund hver Broder leer,
Mens Kruset gaaer blandt flinke Hænder.
Den største Murer er den tause Drot,
Som tidligt mured Firmamentet:
Han bygged hele Verdens Slot,
Der staaer den Dag idag som det var prentet.
Han bygged kunstigt den solide Jord,
Saa ei Kometerne den rokker;
Han brugte gode Steen i Syd og Nord,
Men vraged alslags Affaldsbrokker.
Hans store Skildt er malet blaat
Med mange Glimmerpunkter inde —
Løft Eders Øie op mod Himlen blot,
Der vil I Skildtet finde!
Hans Børn er Alle her paa Jord,
Men Murerne dog først af Alle,
Og hvo, der ikke dette troer,
Han Paa sin Sjælesorger kalde!
Og da vil Præsten Eder sige, at
Det babylonske Taarn blev reiset,
Hvorved at Ufredsfanen brat
Blev ved en Sprogforvirring heiset.
Det Samme er fornylig skeet
I Slesvigs Hertugdømme,
Men hvem blandt Sprogene der bliver beet,
Derom endnu vi kun kan drømme.
Forresten er vort gamle Laug
Høit hædret i saamange Lande,
At Tidens bidske, hvasse Sang
Kan aldrig Lauget overmande.
Ved Templet i Jerusalem, hvo mon
Arbeided flinkere og bedre,
End de, der hented Steen fra Libanon,
Mens Tømmerne tog Cedre?
Reis til Ægypten, der hvor Storke staae
Paa qvartmiils Pyramider!
Bygmesteren kan vel forgaae,
Men Værket staaer til alle Tider.
Reis hen til Rom, da kan Du see
Den stolte Sancte Peters Kirke,
Og see hvad der ved Hænderne kan skee,
Naar Klogt og Kunst tilsammen virke!
Og tænk paa Hamborgs store Brand,
Ruinen af de sjunkne Taarne —
Det Slag, det føltes vidt om Land,
Nu døbes Hamborg: „den Nybaarne!”
Da Flammen udi Christiansborg
Nedstyrtede de høie Tage,
Da var der over Danmark Sorg
Og det var en af Smertens Dage;
Men see! forynget stander nu
Den danske Kongebolig,
Og Kronprinds Fredrik glad i Hu,
Han boer der tryg og rolig;
Held over ham! — og skulde Prindsen end
Forjages af den vilde Flamme,
Vi bygge Slottet op igjen
For Danmarks gamle Kongestamme!
Og ingen Tydsker skal faae Lov
At spille Mand i danske Huset,
Før Hesten gaaer foruden Hov
Og Folket er i Gruset.
Vi bygge vore Huse godt
Og ere selv i Huset Manden,
Men rager fremmed Mand i vores Pott’,
Saa skal da ogsaa Fanden — —
Men ikke mange Ord nu meer,
Nu gaaer jeg til de Skaaler
Og drikker disse, fleer og fleer,
Og altid meer og mere Leer,
Indtil jeg Meer ei taaler!’