Dengang da Maanen i de græske Lunde
Belyste mildt den blye Dianas Skridt,
I Frastand milelangt man sine kunde
Et mægtigt Tempel, bygt af Marmor hvidt;
Og dette Tempel bygt var for Gudinden,
Den kydsteste, som Grækenland har kjendt;
Og see! det sank for Flammerne, for Vinden,
Da Herostrat sin Fakkel havde tændt!
Da sorged Folkene! brændt var Gudshuset
Det skjønneste, som Verden da besad,
Og dorisk Søilepragt for evigt knuset
Og Hallen taus, hvor Folket fordum bad!
O sørg ei, Folk! hvad end paa Jord Du mister,
Hvad parisk Marmor end der smuldrer hen —
Erstatteligt er hvert et Tab, Du frister,
Nyformet kommer Storheden igjen!
Begroves, og den friske Virklighed
Forvandledes til vemodsfulde Minder —
Den samme Dag henover Jorden gled
En Anelse om noget Stort, der skulde
Frembryde midt i Øieblikkets Nød;
Og see! da kastede Gudinder hulde
Hin Alexander i Olympias Skjød!
Og denne kongelige Dreng, han vandred
— Som senere den smaa Napoleon,
Der i Marengo-Kappen barsk forandred
Alt, hvad der stred imod hans Sind og Haand —;
Og Klangen af de macedonske Skjolde
Ved Issus, Gaugamela, Granicus,
Den monne ved sin Sølverlyd forvolde,
At glemt blev Tabet hist ved Ephesus;
Og Morgengry bestraalte Alexander —
Forbaused skued Asien hans Gang:
Trods scythisk Ulv og Maar, trods baktrisk Panther,
Han dengang greb i Verdens Løftestang;
En Regnbue hvælves over Philipsønnen,
Men mørk Foragt bedækker Herostrat;
See! her er Straffen, hist Du finder Lønnen,
Saa fældes Dom i Clios strenge Stat. — —
Men i Historien gjentaget vorder
De svundne Seclers mystiske Musik —
Det er, som gjennem gribende Accorder
At Alexander atter livfuld gik:
Der var i Nord et Tempel reist for hende,
Hvem v i betragte som den Kydskeste,
Dianas og Minervas rene Frænde,
Den, hvem vor Konge tidlig elskede:
For Broderenighed i Trillinglandet
Var Templet reist; glemt var alt Øxens Hug
Paa Stockholms Torv; glemt var det meget Andet,
Som havde voldet Danmark Sorg og Suk;
Det Toug var stærkt, det Net uskyldigt flettet,
Der skulde bringe, fange Ven til Ven —
I Templet slog et Lyn fra Cabinettet,
Og Politiken kasted Faklen hen!
O! det var Synd! De unge Brødre vilde
Her midt i Norden bygget Ephesus:
Hver meente Templet vel og Ingen ilde,
Og dog sank Bygningen i Støv og Gruus;
Men vist engang i Tidens Fylde kommer
For Trillingerne Manddomsvæxtens Stund:
Da blier i Upsal og Christiania Sommer,
Da staaer i Blomster Sorøs Bøgelund!
I Tidens Fylde kommer Philipsønnen
Og kaster Straaler fra den mørke Sky;
Og det skal mærkes grandt paa Poplen, Rønnen,
I Kongsgaard, som i Skov, paa Mark, i By;
Maaskee han født er i den samme Time,
Da Lampen sluktes i vort Ephesus;
Om tyve Aar maaskee han lægger Grime
Paa hvad for os er en Bucephalus!
Som en politisk Christus vil han vise
Sit Aasyn under Flammedaab af Lyn,
Og vore Børn vil flokkes, for at prise
Det længst forjættede, det elskte Syn;
Som dristig Mægler, sendt fra høie Guder,
Velsignende han strækker ud sin Haand,
Og hine gordiske, fjorgamle Knuder,
Dem hugger over han med Ord og Aand!
Thi, unge Brødre! taber ikke Modet,
Troer ei, at Verden evigt blier en Grav!
Husk: Tiden er som Havet: stundom sodet
Og mørkt, og stundom blaat er dette Hav:
Uklart for os er Bølgens dybe Rige,
Søslangen lurer slimet, dorsk og stum —
For vore Børn vil Aphrodite stige
Med Muslingskallen udaf hviden Skum!
Da, Brødre! da skal Ephes-Templet bygges,
Til Hvælving vorder Skjønheds Muslingsskal!
Trods Politiken skal det Brødre lykkes
For aandigt Fællesskab at reise Hal.
Men midt i Templet hugges Monumentet
For Moses, der har ført til Canaan —
O! gid da blot paa Marmoret stod prentet:
„Kong Christian og Konning Carl Johan.”