Jeg stod ved Fjorden og saae derpaa,
Hvor Maanen svømmed paa Himlen blaa;
Den hvide Sneeblomst, kastet fra Skyen,
Bedeekkede Skoven og Marken og Byen.
Igjennem det myldrende Sneefog saae
Et Skib jeg henad imod mig skraae;
Og taus var Luften og Vandene stille,
Det var som Alverden uddøe vilde.
Det Skib saa underligt stille gik,
Som lønligt Elskendes tause Blik;
Men foran det saae jeg i Nattens Taager
Forfærdede flygte de hvide Maager.
Gjennem Sneens skinnende Sølvernæt
Som en Svane gik Skibet saa drømmelet;
Der stod en Mand, som i dybe Tanker
I Fjorden kasted det skarpe Anker.
Han traadte paa Bølgen, som var det Land,
Han vandred trøstig paa gyngende Vand,
Og, medens jeg taus monne speidende lytte,
Han svævede hen mod en Fiskerhytte:
„Jeg maatte gaae fra Dig, min stakkels Viv,
I Stormen jeg misted mit unge Liv,
Men jeg har ikke Fred paa Dybet ude —
Maa see mine Børn gjennem Hyttens Rude!”
„I Maaneskinnet ved Midnatstund,
Da stiger mit Skib fra den dybe Bund
Og bringer mig over de brede Vover
Herhen, hvor min Viv hos Børnene sover.”
„Jeg lytter til deres Aandedrag
Indtil fremstraaler den rødmende Dag,
Da stiger igjen jeg paa lette Planke
Med drømmende Sind og sorgfuld Tanke.”
„Men ham, der gav de Forladte Brød,
Men ham, der hjalp dem i bittre Nød,
Ham lyser jeg rørt Velsignelsen over,
Ham beder jeg for under kolde Vover!”
„Hver den, der lindred de Smaabørns Savn,
I hviden Sand jeg ridser hans Navn:
Naar Dommedagen adskiller Vandet,
Vil Gud vist læse min Skrift i Sandet!” —
Og Skikkelsen steg i Skibet igjen
Og sporløst det strøg ad Vandfladen hen,
Men paa Dybet, hvor Stormen drøner og gjalder,
Det sank i de gjennemsigtige Haller.