Der hersker i Klostergaarden
ved Munkenes stille Bo,
af Fredens Engel hidbaaren,
en underfuld kvægende Ro.
Med hundrede Søiler sig breder
den mægtige Buegang.
Fra Kirken dæmpet sig spreder
Lyden af Brødrenes Sang.
Og Guldorangerne svæve
i Bladenes grønne Ly,
og mørkt Cypresserne hæve
sig høit mod den flyvende Sky.
Den yndigste Rosenflor smiler
med sødt vederkvægende Duft,
og over det Hele hviler
Italiens straalende Luft.
Saa hjemligt Gaarden sig strækker
for Vandrerens henrykte Blik,
og Klosterbrønden ham rækker
en styrkende Læskedrik.
Her er saa hyggeligt stille,
ei Spor af Menneskefjed,
paa Søilerne Solstraaler spille,
og Alting aander kun Fred.
Hvor Oldtidens uhyre Thermer,
som Vidner om Keisernes Magt
med Statuer, Buster og Hermer
sig hæved med blændende Pragt,
der Klosterhaven sig strækker
som Ensomheds Helligdom
med straalende Søilerækker —
og udenfor larmer Rom!