Dybt Katakomben sig strækker
under St. Peters Stad,
mens Livet ovenover
larmer sorgløst og glad.
Den ligner en Dødningseiler,
som gjennem Aarhundreder tyst
ad Underverdenens Bølger
styrer mod Evigheds Kyst.
I Køie høit over Køie
hviler — en Haandfuld Støv —
blomstrende Menneskeslægter,
som Høstens smuldrende Løv.
Martyrernes stolte Skare —
lidt Aske, Knokler, et Navn —
bæres af Dødningskibet
til deres Længsels Havn.
Jeg vandrer i Førerens Fodspor
ved Voxkjertens matte Skin
gjennem de dunkle Gange
langsomt ud og ind.
Et Kvindenavn, ridset i Væggen,
følger mig, hvor jeg gaaer.
«Sofronia!» paa alle Mure
i Dødningstaden staaer.
Tilsidst, hvor de snevre Gange
sig vide kapelagtig ud,
Den sidste Hilsen mig møder:
«Sofronia — Du lever i Gud!»
Jeg stirrer som Østens Konge.
da Haanden paa Muren skrev.
Hvo løser vel Runens Gaade,
som her begravet blev?
Kom han fra fjerne Lande
med Pilegrimstav i Haand
og søgte selv under Jorden
med dybtbedrøvet Aand?
Søgte han her i Mørket
sin savnede dyreste Skat,
som Orfeus Eurydike
i Underverdenens Nat.
Ridser han ind i Muren,
alt som han fremad gaaer,
Navnet, der gjennem Sekler,
kjærlighedsvidnende, staaer!
Fandt han tilsidst i Kapellet
sin haabende Tankes Brud
og skrev, trods Knokler og Aske:
«Sofronia — Du lever i Gud!»