Jeg hører, at Sæmund
er segnet til Jorden
og har lagt sine
trætte Ben
i den bløde
Seng, som bliver
redet for alle
Menneskebørn.
Hjertet var rent,
og Guddomsflammer
lued i Sjælen,
skjøndt Taager dem dækked.
Sæmunds Geni
haandgribeligt var —
og dog den Dummeste
troede sig klogere.
Lykken og Livet
havde med Glæde
for Fædrelandet
han givet hen.
Mer end de Fleste
trofast han virked,
høsted til Løn kun
Utak og Spot.
Hvem han for god
og ædel ansaae,
elskede han som
Søn eller Broder —
næsten hos Ingen
Kjærlighed fandt han
og kun Medynk
hos meget Faa.
Mangen for Gaver
høiligen hædres,
skjøndt han ikkun
giver af Andres.
Han af sit Eget
Intet spared —
glemte alle hans
Gaver ere.
Ikke med Nogen
Strid han ypped,
Mange med ham dog
yppede Strid;
og et uroligt
Hoved kan kaldtes,
naar han under
Huggene skreg.
Hvi var Geniet
anset for dum?
Hvi var han Skive
for Lumske og Dumme?
Hvi var Sværdet
vendt mod hans Hjerte,
naar han kjærligt
aabnede Favnen?
I Reisetoget
til Dødens Teltsted
haane de Reisende
den iblandt dem,
der ikke Bagagen —
skjøndt hans egen —
ordner paa Hesten
ganske som Andre.
Muldvarpesjælen
i Menneskehammen
ser kun sig selv
og ikke længere.
Nærsynet Skabning
tykkes det Andet
mindre end sig —
sig selv er den nærmest.
Men den frygter dog
for det Andet,
mindes: den før er
stødt imod.
Og hvad de Fleste
gjøre, det gjør den
at man kan se,
at den ikke er gal.
Lettest er Andre
at efterabe
i Usselheder,
og det gjør den.
Dersom Du ikke
gjør det Samme,
troer den, Du ikke
kan det gjøre.
Om end Du kjendte
Alting i Verden
godt som Dumheden,
den yder Hyldest,
den desuagtet
dum Dig kalder,
thi den kjender ei
høiere Visdom.
Muldvarpesjælen
vil Dig ei elske,
hvis den Dig ikke
behøver at frygte.
Fordel den søger;
men Fordel den ikke
venter af Manden,
den magtesløs troer.
Hade Dig Mægtige,
Had kan Du vente
altid af dumme
Menneskers Hob.
Saaledes se de,
at de bestandigt
kunne faae Mamgden
med sig i Trop.
Feigeste Usling
tidt saae jeg dræbe
der, hvor kun lidet
Forsvar han øined,
og over Uskyld,
prale med Seier,
naar han blot vidste,
Ingen det hevned.
Mange der findes,
som ei tør rose
den, der lastes
af Hobens Dumhed.
Dumheden hersker,
veed de, i Verden;
og de frygte
det, som er mægtigst.
Tidt paa sin Jordreise
kastedes Sæmund
derfor fra Veien
ind mellem Stene,
fordi han ikke
ganske med samme
Knuder som Andre
bandt sin Bagage.
Nu han ei længer
er Fodskammel for dem.
Alt har han faaet,
hvad ham fattedes.
Al Godt han gjorde
efter sin Evne,
lønnes af Ham,
som ser paa Villien.
Og Islænder, Du som
elsker dit Fædreland,
sen vil Du være
til Sæmund at spotte.
Trofast vor fælles
Moder han elsked,
græde han gjorde,
mægted ei hjælpe.
Jeg ser en vældig
Silde-Stime.
Torsk ser jeg tage
Sild af Stimen.
Andre, endnu
større Fiske
følge Stimen,
jage Silden.
Alting gaaer paa den
samme Vis.
De større Fiske
de mindre jage,
følgende Stimen
til samme Natsted —
Dødninghvalens
glubende Gab!
Jeg ser en anden
Silde-Stime,
jeg ser en tredie
gaae samme Vei.
Kæmpetorsk med
uhyre Gab
ere i Silde–
Stimerne gjemte.