Ingen dadler
den som under Klipper
ligger levende
med brudte Lemmer
og Kjødet af Lava
sønderskaaret,
fordi han ei skriger
efter Noder.
Ingen undrer sig,
naar der skyder
sælsomme Kviste
op af en Jordbund,
nedenfra hedet
af Sorgers Flamme,
ovenfra vædet
af Taarers Ildregn.
Thi dadle Ingen
Oddur Hjaltelin,
fordi hans Tale
Somme forarged!
Det var Frostroser
af Dødens Kulde,
Sorgens Latter
og Helblomster.
Alt fra hans Ungdom
Livets Lykke
troløs imod ham
stedse sig viste.
Armod ham fulgte
til alle Møder,
og Sorger som oftest
vented ham hjemme.
Hjertet en Konges,
Evnen en Stodders —
øged sin Trang han
ved Lindring af Andres.
Lykke for Andre,
men ei for sig selv —
bøiet af Sygdom,
læged han Andre.
Rig var hans Aand dog —
og naar et Bjerg af
Kummer og Sygdom
knuged hans Bryst,
tumled den Bjerget,
fremmaned hurtigt
fantastiske Skove,
Skjoldmøer og Trolde.
Og disse Billeder,
sære og vilde,
joge en Stund da
Sorgen paa Flugt.
Andre forarged de;
men Oddur sig skabte
en Latter-Verden,
af Graadens Verden.
Tier nu Oddur,
og Øinene brustne,
ind efter Sjælen
i Evighed stirre.
Der den har en
saadan Verden,
at den behøver ei
bedre skabe.
Men Du, som nedad
Livets Strøm
flyder sovende
til Dødens Munding —
last ei Laxen,
der kraftig mod Strømmen
kæmper og opad
Fossen springer!