Μηδὲν ἄγαν
O lad mig hverken, overtræt,
mod høie Guder klage,
i Mismod vildt, af Livet mæt,
forbande mine Dage —
ei heller høit paa Lykkens Strøm
i daarlig Stolthed bramme,
og vugge Sjælen i en Drøm,
der gjøres maa tilskamme!
Thi Dagen synker ned i Kvæld
og stiger op i Morgen:
saa synker, stiger Livets Væld,
og Glæden følger Sorgen.
Lad mig i høi og hellig Ro,
i Med- og Modgang lige,
med salig, gudbegeistret Tro
fra Midten aldrig vige!
Den føre, gjennem Smil og Graad,
paa Livets rørte Vande
min jordisk-skrøbelige Baad,
til Fredens stille Lande!