Kong Visvamitra flammer
i vild, ustyrlig Harm;
som i en Hexekjedel
det syder i hans Barm.
En hellig Eneboer
i Skovens stille Pragt
har modsat sig hans Villie
og kongelige Magt.
Med Fromheds stærke Vaaben
og uforfærdet Bryst
Brahmanen har sig stillet
imod sin Konges Lyst.
Det hjalp ei, at han trygled;
det hjalp ei, at han bød.
Kun Hevn, kun Hevn kan slukke
hans vilde Vredesglød!
Han sender sine Kæmper
imod den stille Skov;
de styrte frem, som Løver,
der brøle høit paa Rov.
Men ud Brahmanen strækker
sin Eneboerstav,
som Brahma over Himlen
og Jorden Magten gav.
De vilde Kæmper standse,
som rørte af en Gud;
og Sværd og Landser synke
af deres Hænder ud.
Kong Visvamitra stander,
en svag og modløs Mand —
en Slange lig, berøvet
sin giftigstærke Tand.
Han føler, dybt fortvivlet,
han kæmper mod en Aand,
der knækker stærkest Landse,
som Stormen svagest Vaand.
Med dobbelt Harme fylder
ham al hans bittre Nød.
Kun Hevn, kun Hevn kan slukke
hans vilde Vredesglød!
Da hører han en Stemme,
som hvisker i hans Bryst,
den hæver atter Modet
og skjenker nyfødt Trøst.
„De stærke Aandens Vaaben
og Kræfter vorde hans,
og smykkes skal hans Pande
med Seirens stolte Krands!”
Alene bort han drager
fra Verdens Pragt og Larm
og vender sig i Stilhed
ind i sin egen Barm.
Hvor Skoven mørkest skygger,
i fattigt Enebo
sit Liv han ydmygt hyller
i Ensomhed og Ro.
Han kæmper Aandens Kampe
den lange Dag og Nat
og skuer ei tilbage
mod hvad han har forladt.
Forgjeves Tryllesyner
vil drage Sjælen bort,
de skjønne Nymfer komme
mod Villiens Kraft tilkort.
Saa kæmper han og kæmper
i Maaneder og Aar.
Tilsidst med Guddomsstyrke
han, gjennemluttret, staaer.
Men nu han er ved Maalet
han smiler, rolig, glad:
han kan sig ikke hevne
han føler intet Had.
De gode Genier svæve
omkring ham fjern og nær,
han skuer hele Livet
i Kjærlighedens Skjær.