Sig nøgen Heden strækker
saa langt mit Øie naaer;
kun Sten paa Sten i Rækker,
hvor Hestehoven gaaer.
Paa bratte, grønne Hlider
knap Faaret græsse kan,
nedad de steile Sider
sig styrter Bækkens Vand.
Imellem øde Fjelde
sig strækker vidt en Sø.
Her throner i sin Vælde
vort Nordens mørke Mø.
Rimkronen om sin Pande
og Taageslør om Kind,
hun stirrer over Lande
i Nordlysflammers Skin.
En lille Blomst jeg øiner
med blege Farveskjær
paa Stenen, som sig hviner
ved mine Fødder her.
Saa vild er rundtom Scenen,
saa øde og forladt —
dog dufter selv fra Stenen
en Blomst i Nordens Nat!
En ensom Sangfugl sidder
paa Kæmpedyssen hist
og sender ud sin Kvidder
saa monoton og trist.
Min Sjæl sig stille vugger
i Hedens Poesi,
en Taare Øiet dugger
i blid Melankoli.
Med Smil i Ensomheden
jeg mindes Verdens Larm,
paa Englevinger Freden
sig sænker i min Barm.
Tog i den vilde Vrimmel
Du Skade paa din Sjæl,
sank dine Drømmes Himmel,
og tabte Du Dig selv —
o disse stille Fjelde
vil mildt Dig skjænke Trøst!
O saligt, taus, at helde
sig til Naturens Bryst!
I Moderarme ømme
den Sorgen dysser hen,
og dine bedste Drømme
Du drømmer her igjen.
Fjernt fra den travle Færden,
omsust af Nordenvind,
en ny og bedre Verden
i Sjælen drager ind.