Sig nøgen Heden strækker
saa langt mit Øie naaer;
kun Sten paa Sten den Rækker,
hvor Hestehoven gaaer.
Paa bratte, grønne Hlider
knap Faaret græsse kan,
nedad de steile Sider
sig styrter Bækkens Vand.
Imellem øde Fjelde
sig strækker vidt en Sø.
Her throner i sin Vælde
vort Nordens mørke Mø.
Rimkronen om sin Pande
og Taageslør om Kind,
hun stirrer over Lande
i Nordlysflammers Skin.
En lille Blomst jeg øiner
med blege Farveskjær
paa Stenen, som sig hviner
ved mine Fødder her.
Saa vild er rundtom Scenen,
saa øde, saa forladt —
dog dufter selv fra Stenen
en Blomst i Nordens Nat!
En ensom Sangfugl sidder
paa Kæmpedyssen hist
og sender ud sin Kvidder
saa monoton og trist.
Mig tykkes, svundne Dage
faae Liv ved Fuglens Sang.
En gammel blodig Sage
jeg hører i dens Klang.
«De stærke Sværde bede
og haardt mod Skjoldet slog,
den vældige Thord Hrede
Sørle den stærke vog.
Henover Heltens Bene
med Skrigen Ravnen fløi.
Dybt under Bankens Stene
blev Sørle lagt i Høi.»
Jeg Egnens Fylgie skuer
forvist i Fugleham.
Nu svang i lette Buer
den sig mod Fjeldets Kam.
... Min Sjæl sig stille vugger
i Hedens Poesi,
en Taare Øiet dugger
i blid Melankoli.
Med Smil i Ensomheden
jeg mindes Verdens Larm,
paa Englevinger Freden
sig sænker i min Barm.
Tog i den vilde Vrimmel
Du Skade paa din Sjæl,
sank dine Drømmes Himmel,
og tabte Du Dig selv —
o disse stille Fjelde
vil mildt Dig skjænke Trøst!
O saligt taus at helde
sig til Naturens Bryst!
I Moderarme ømme
den Sorgen dysser hen,
og dine bedste Drømme
Du drømmer her igjen.
Fjernt fra den travle Færden,
omsust af Nordenvind,
en ny og bedre Verden
i Sjælen drager ind.