Saa deiligt et Træ i Skoven staaer,
Og Fuglene smukt i Kronen slaaer;
Der mødes tre lystige Svende.
Enhver sig tager af Træet lidt;
Saa vandre de atter hver til sit,
Thi Dagen lakker mod Ende.
En Billedhugger den ene var;
Af Træet i Hast han hugget har
En smuk, en velskabt Herre.
Den anden var jo Skræder Dich;
Af ham det deilige Klæder fik;
Men Aanden mangled’, desværre!
Den tredie var en ung Poet;
Da lidt han havde paa Klodsen seet,
Gav han den Aanden og Livet.
Den nye Mand bukked’ og gik sin Vei,
Men grunder alt meer og mere: „ei!
„Hvem mon mig det Bedste har givet?”
I Byen gjorde han Lykke snart,
Thi Klæderne hjalp ham, det var klart;
Med Titler de smukt ham bemalte.
Hvert Dame-Hjerte stod nu i Brand,
Hvor det dog er en nydelig Mand.
— Om Aanden der slet Ingen talte.