— — minuentur atræ
carmine curæ.
Horat
Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Øiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, —
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.
Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. —
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.
h — —