„Kan ikke vide, hvordan det gaar til,
at Søren er kommen saa sent paa Vej —
den gaar jo til ni — jeg tror nu, jeg vil
se til at finde i Sengen —
en bliver jo gammel — — monstro han ej
skulde skifte Vandet paa Engen?
Saa kan det vare en Stund endnu,
i Fald han er gaaet derom ad.
Naa — hold — bitte Else, jeg tænker vel, Du
vil Nad’ern for Søren sætte —
nu har jeg fyret — der staar et Fad,
og Brødet er lagt til Rette.” —
Hun sad ved Vuggen alene og bandt
og nynnede paa en Visestump,
imens af Ruderne Dagsskæret svandt.
Nu kom han, hun kendte Gangen,
men hvor den dog hørtes tung og dump;
hun glemte Resten af Sangen.
Hun tændte Lampen; hun saa ved dens Lys,
han stod i Døren, drivende vaad,
igennem ham jagedes Kuldegys,
i Vanvid Øjnene brændte;
hvad skulde hun gøre — hvor fandt hun vel Raad —
hvem kunde hun snarest hente.
Han stirrede tomt i Luften hen,
paa intet Spørgsmaal han Gensvar gav.
„Hvordan er det her — er en kommen hjem? —
— kan Du høre, de hujer og skriger
fra den vestre, tialens Grav;
det samme — det samme de siger.”
„Nu kommer Du til at sætte Dig hen
og holde Vuggen saa smaat i Gang;
jeg kommer lige om lidt igen.”
Han lystred uden at svare;
hun listed sig ud — hun hinked, hun sprang
over Agrene, nysaaede, bare.
„Saa længe han sidder der ved sin Dreng,
saa gør han vist ikke nogen Fortræd — — —”
Jørgen Holm kom hastig ud af sin Seng,
og Else løb efter flere —
de maatte jo have Mandskab med,
for hvis han var gal at regere. —
Men Barnet sov i sin vugge trygt,
og Søren selv i Alkoven laa —
„Vi kunde vist have spart vor Frygt.”
Men hvad! — ej et pust han aanded —
hans Mund fortrukket — hans pande blaa —
„Han har hængt sig i Sengebaandet!”
„Han har hængt sig! Else, hvor har Du en Kniv,
lad os stræbe at faa ham skaaren ned —”
Det var altfor sent — ej en Gnist af Liv —
hans Hoved sank tungt tilbage,
hans Hænder slapt til Siderne gled. —
„Ak, hvor er vi Mennesker svage!”
„Men, Far, kom her hen og se, hvordan
en her omkring Vuggen kan følge hans Spor,
hvor Gulvet er overdryppet med vand
— hans Tøi var jo gennemdrukken; —
hvad kan han vel have tænkt, I tror,
mens han gik her, i Ring om Vuggen?”