For længe siden var Solen nede;
en enlig Stjærne blinked sig frem.
Han gik ad et Spor i den flade Hede,
et Spor fra Tørvene blev ført hjem.
Han havde slidt sig saa træt, saa træt,
saa knap med Børen han kunde følge
det sorte, slimede Brædt;
det var, som det gik i Bølge.
Han havde kæmpet
igen og igen den samme Kamp.
Dagens Hede, den var nu dæmpet,
Mosen laa dækket af hvidlig Damp;
men lige vildt
det brændte, det brødes endnu i hans Indre,
hvor fik han vel Striden stilt —
hvad kunde hans Pine lindre?
Han standsed ved Mærgelgravens Rand;
han satte sig ned paa den høje Brink —
det dybe, sortnende Vand —
saa stille — aldrig et Blink.
Da sitrer Fladen fra Bred til Bred:
Kom i vor Favn — vi giver Dig Fred
Fred skal Du finde — kom i vor Favn —
snart skal det svinde, Dit blødende Savn,
— kom i vor Favn.
I skiftende Toner de samme Ord
igen og igen for hans Øre klinge.
Da løsnedes ved hans Fod en Klump Jord,
det plasked dernede — i blinkende Ringe
brødes Fladen og Stemmerne tav;
men, alt som Vandet blev mørkt og stille,
de tonede atter, tusindfold vilde:
Kom herned, kom herned!
kom herned, paa Dig har vi gammelt Krav,
vi skal vinde vort Spil,
vi vil ej give Køb,
thi Du hørte os til,
forinden Din Moder syed Dig Svøb,
kom herned, kom herned!
Har Du glemt den Gang, da Lervæggen skred?
den Gang slap Du fri — kun ved hendes List,
men vi sejrer tilsidst!
Hun var snart i vor Vold,
hun var dømt fra den Stund, da hun blev Din Viv;
Du har mistet Dit Skjold
fra den Dag, da hun endte sit unge Liv.
Har Du Mod, har Du Kraft, at Du byder Trods,
kom herned, Du er hjemfalden os,
kom herned, kom herned!
Sagte han ud over Kanten gled,
han dukked, han greb i den lerede Bund,
vilde aabne sin Mund —
han kunde ikke. Det isnende Vand
det var, som det op ad ham tvang.
Han dukked igen, igen en Gang —
han kunde ikke. Saa gav han efter,
flød op paa Fladen og svømmed i Land
og redded sig med sine sidste Kræfter.
Han stod og stirrede tavs en Stund
i det brudte, skvulpende Spejl;
saa gik han; men ved hvert Trin det klang
fra den vaade, mossede Bund:
Det slog fejl, det slog fejl,
Du er fejg som en Hund,
det slog fejl, men det lykkes en Gang.
Du slap fri, Du har Frist for en Stund,
Du har Frist, men Du ved ej hvor lang,
det slog fejl, det slog fejl,
det slog fejl, men det lykkes en Gang.