„Vysselouw, Du lille!
sov nu kun saa stille. —
Far og Mor
i sorten Jord —
hverken Søster eller Bror
Du nogen Tid skal have.
Saa lille,
saa enlig! —
Jeg vil ej slippe Dig;
for Du, Du blev for mig,
den dyreste Guds Gave.
Vysselouw, Du lille!
sov nu kun saa stille. —
Jeg og Du
er enlig nu;
men Vorherre, mild i Hu,
han lever i det høje;
han glemmer
os aldrig;
hvor sært det saa kan gaa,
med alle sine Smaa
han har et vaagent Øje.
Vysselouw, Du lille!
sov Du nu kun stille. —
Mindste Frø
det kan ej dø;
Vinter Frost og Vinter Tø
ikkun til Gavn det kommer,
det skyder
i Vaaren
en Spire lysegrøn,
der vokser stor og skøn
alt i den varme Sommer.”