Der gik et Par Dage; de mødtes igen
som før, paa den vante rolige Vis;
dog var der noget forandret;
om det var til Vinding, om til Forlis,
det grunded de aldrig paa
— stille som før de vandred
i Skjul af Diget frem og tilbage
og lagde Plan for de kommende Dage.
Den dunkle, straalende Nymaanenat,
om den de nævned aldrig et Ord,
som en Vidunderdrøm var den svunden,
som et Trolddomsslot var den sunken i Jord;
endnu dog en Afglans derfra
bæved paa Hjærtebunden
i Toner, som aldrig før de kendte,
i Glød, som sagte, uslukkelig brændte.
Hvordan det var kommen — hvordan det gik til —
det var som et Under, ej at forstaa,
et Under — til Kval eller Lykke?
de tænkte aldrig en Kende derpaa,
de talte ikkun om et:
Fremtidshjemmet at bygge,
om hvad der laa nærmest: Aftægt og Skifte,
og om hvor snart de kunde sig gifte.
I Løndom ej vilde de mødes mer;
nu skulde alt gøres klart og fast,
i Morgen skulde han komme
og give sig med de gamle i Kast,
nu skulde de sige Ja
— om dvalske de blev eller fromme,
fik være; saa slemt det end kunde blive,
nu maatte de deres Minde give.
Saa vandred de roligt hver til sit,
foruden Favntag, foruden Kys;
men i deres Hjærter brændte
hin Afglans fra Nymaanenatten fornys,
den stille, varmende Glød,
Klangen, den vidunderkendte.
De fjærned sig langsomt til hver sin Side
hen over Agrene duggede, hvide.