De mødtes ved Diget en sildig Kvæld
saa lun og saa stille — saa stille;
usynlig i Mørket over dem slog
Lærken endnu en Trille.
Der lyste paa Diget ej Stænk af Dug,
der drev ej Damp over Kæret;
der stod en kulsort Torden i Nord
og dækkede Aftenskæret.
Lavt nede paa Himlen, imod Sydvest,
der daled den nytændte Maane;
den lyste ikke — Synskredsens Dis
kun svagt fik den til at graane.
Højt over dem blinkede Stjærner ned
fra Himmelens mørke Øde;
omkring dem aanded en sildig Syren
sin Duft, den svimlende søde.
Han drog hende varligt ned paa sit Skød,
og, lænede op imod Diget,
de hviskede sagte sammen en Stund
om Maalet, hvortil de higed.
De hviskede sagte sammen en Stund
om tro og taalmodig at vente,
imens Syrenens berusende Duft
i alle Aarer dem brændte.
Saa tav de; tæt knugede Favn i Favn.
Der blev saa mørkt og saa stille.
Den smalle Maane var længst gaaet ned,
forstummet var Lærkens Trille.
Men Stjernerne blinked i Mørket ned
fra Hvælvets usporlige Veje.
Som Bølger dybe Syrenens Duft
flød hen over deres Leje.